Sport

Sverige er i store problemer efter nederlag i Kosovo

Noget overraskende tabte Sverige 0-2 til Kosovo og er nu langt efter Schweiz i kvalifikationen til VM.

Sverige har blot et enkelt point efter de to første kampe i VM-kvalifikationen.
Sverige har blot et enkelt point efter de to første kampe i VM-kvalifikationen. Valdrin Xhemaj/Reuters

Bare to kampe inde i kvalifikationen til VM begynder alarmklokkerne at ringe i Sverige.

Efter uafgjort i åbningskampen mod Slovenien fulgte svenskerne mandag aften op med et overraskende nederlag på 0-2 til Kosovo.

Dermed er Jon Dahl Tomassons mandskab under stort pres i gruppen, der også tæller Schweiz.

Schweizerne har nemlig gjort rent bord i deres to første kampe og står dermed med seks point. Det er fem mere end svenskerne.

Kun førstepladsen giver direkte adgang til næste års slutrunde i USA, Canada og Mexico, mens nummer to skal spille playoff om at indløse en billet.

Det gik galt for svenskerne i første halvleg, hvor Sverige to gange lukkede mål ind.

Efter 26 minutter fik Elvis Rexhbecaj plads i dybden, og ad to omgange fik Augsburg-spilleren bugseret bolden i netmaskerne.

Endnu mere kritisk blev det tre minutter før pausen, hvor Vedat Muriqi udnyttede endnu en omstilling til at få tilskuerne i Pristina til at gå amok med målet til 2-0.

Tomasson satte sin rekorddyre stjerne, Alexander Isak, ind med 20 minutter igen, men heller ikke Liverpool-angriberen formåede at få Sverige tilbage i kampen.

Schweiz besejrede samtidig Slovenien 3-0 på hjemmebane og styrer mod slutrunden.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden