Swiatek drøner i semifinalen med sejr nummer 33 i træk
Tennisstjernen Iga Swiatek er som ventet klar til semifinalen i French Open efter sejr i to sæt.

Det tog Iga Swiatek 1 time og 31 minutter at stryge i semifinalen. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Amerikaneren Jessica Pegula var ikke levnet mange chancer på forhånd mod den polske tennisstjerne Iga Swiatek onsdag eftermiddag.
Og kvartfinalen i French Open blev da også en relativt kort fornøjelse for Pegula, der tabte 3-6, 2-6 til verdensetteren.
Trods 28 uprovokerede fejl og uden at ramme sit topniveau avancerede favoritten efter 1 time og 31 minutters tennis.
Swiatek er dermed klar til semifinalen i grand slam-turneringen, som hun vandt i 2020, hvor hun fik sit store internationale gennembrud.
Hun fortsætter samtidig sin imponerende stime af sejre, der nu er oppe på 33. Siden sit seneste nederlag i midten af februar er hun kun gået fra banen som vinder.
For at komme i finalen skal Swiatek forbi russeren Daria Kasatkina, der for første gang er nået så langt i en grand slam-turnering.
20.-seedede Kasatkina eliminerede i kvartfinalen sin landsmand Veronika Kudermetova i to sæt.
Swiatek viste en anelse svaghedstegn, da hun mandag tabte første sæt til kineseren Zheng Qinwen, og også onsdag var der lidt knas fra start.
Godt nok brød den topseedede verdensetter sin modstander i kampens første parti, men Pegula brød tilbage og slog flere imponerende vindere, Swiatek ikke kom i nærheden af.
Men Swiateks bundniveau er bare tårnhøjt, og uden at spille sig helt ud vandt hun første sæt med yderligere to servegennembrud.
Partierne var fortsat tætte, men verdensranglistens nummer et blev ved med at trække det længste strå i andet sæt.
Efter at have holdt serv i et tæt parti til 2-1 sendte hun en baghånd langs linjen og brød til 3-1.
Nu begyndte Swiatek for alvor at være oven på, og hun dirigerede den 11.-seedede modstander rundt på banen, før hun med et servees kom på 4-1.
Swiatek lavede en del uprovokerede fejl, men da hun samtidig strøg om sig med vinderslag, lukkede hun kampen uden nævneværdige problemer.
Italienske Martina Trevisan står over for amerikaneren Coco Gauff i den anden semifinale.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.