Swiatek kan tangere vild rekord med French Open-triumf

Vinder Iga Swiatek lørdagens finale i Paris, tangerer hun Venus Williams' rekord på 35 vundne kampe i træk.

Iga Swiatek er i gang med en 2022-sæson, der kan ende i historiebøgerne. <i>Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix</i>

Iga Swiatek er i gang med en 2022-sæson, der kan ende i historiebøgerne. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Da Venus Williams i 2000 vandt 35 kampe i træk på WTA Tour med seks titler på stribe til følge, lignede det en præstation, som blev svær at kopiere. Især med nutidens bredde i kvindernes tennistop.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad det 21-årige polske stjerneskud Iga Swiatak kan præstere, hvis hun vinder lørdagens French Open-finale mod 18-årige Coco Gauff.

Swiatek har ikke tabt en kamp siden midten af februar, og på gruset i Paris er al modstand blevet fejet til side i to sæt.

Gauff har også vundet alle sine kampe i årets French Open i to sæt, dog ikke med samme knusende overlegenhed som Swiatek har vist stort set hele vejen.

Efter at være blevet udspillet med 2-6, 1-6 af polakken i semifinalen kom russeren Daria Kasatkina også med følgende dom over Swiateks finalemodstander:

- Det bliver rigtig svært, lød det fra Kasatkina ifølge AFP.

- Det er svært, når en spiller (Swiatek, red.) bevæger sig godt og samtidig hurtigt kan vende en duel til at være i angreb. Så bliver det meget, meget svært.

Swiatek vandt French Open i 2020, mens Coco Gauff står i sin første grand slam-finale. Før årets French Open havde hun aldrig været længere end en kvartfinale i en grand slam.

Hun indtager da også hellere end gerne rollen som underdog i slutkampen.

- Jeg har intet at tabe, når jeg går ind til kampen, da hun klart er favorit på papiret, siger Gauff, der bragede ind på tennisscenen som 15-årig i 2019, da hun nåede fjerde runde i Wimbledon.

- Jeg vil bare spille frit og spille mit bedste tennis. Og i en grand slam-finale kan alt ske.

Det er kun den amerikanske teenager, som kan forhindre den polske komet i at tangere Venus Williams' 22 år gamle og enestående præstation.

Swiateks præstationer bliver heller ikke mindre imponerende af, at fire af de fem titler, som sejrsrækken har indbragt hende, er i WTA-1000-regi. Det er tourens største turneringer, når man fraregner grand slams og sæsonfinalen.

Fra 2020 ved hun, hvordan man triumferer på det parisiske grus, hvor hun kan blive den blot tiende damesinglespiller, som har vundet mere end én French Open-titel, siden sporten blev professionel i 1968.

Trods sin suveræne march mod årets finale og det tårnhøje niveau de seneste måneder kan hun godt mærke presset.

- Jeg kunne ikke helt slippe af med presset fra forventningerne, fortalte hun efter sin ellers suveræne semifinalesejr.

- Men jeg forsøgte at acceptere det. Acceptere at de ville være der, og at det giver lidt mere stress.

En lidt sjov detalje med finalen er, at de to spillere tilsammen har 39 år på bagen. Det er et år mindre end den skadede stjerne Serena Williams på 40 år, som har vundet turneringen tre gange før.

Finalen spilles klokken 15, mens mændenes finale mellem Rafael Nadal og Casper Ruud spilles søndag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden