tennis

Swiatek slår vild rekord med åbningssejr i Wimbledon

Iga Swiatek tog sin sejr nummer 36 i træk ved at vinde sin første kamp i dette års Wimbledon.

Iga Swiatek er videre til anden runde i Wimbledon efter sejr i to sæt over Jana Fett.
Iga Swiatek er videre til anden runde i Wimbledon efter sejr i to sæt over Jana Fett. Takuya Matsumoto/Ritzau Scanpix

Med sejr nummer 36 i træk slog Iga Swiatek tirsdag en vild rekord i kvindetennis.

Verdensetteren slog kroaten Jana Fett med cifrene 6-0, 6-3 i første runde af grand slam-turneringen Wimbledon og har nu den længste vinderstime i dette årtusind.

Iga Swiatek overgår dermed Venus Williams, som i 2000 nåede op på 35 sejre i træk.

Det var Iga Swiateks første kamp, siden hun vandt grand slam-turneringen French Open.

Med de 36 sejre i streg tangerede Iga Swiatek samtidig amerikaneren Monica Seles, som i 1990 opnåede 36 sejre i træk.

Hvis Iga Swiatek også vinder sin kamp i anden runde, kommer den topseedede polak op på siden af Martina Hingis, der åbnede sæsonen 1997 med 37 sejre i træk.

I næste kamp skal Iga Swiatek møde hollandske Lesley Kerkhove, som tidligere tirsdag vandt over briten Sonay Kartal i tre sæt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden