Sydafrika planlægger OL-bud for 2036 eller 2040
Sydafrika vil for første gang bringe OL til Afrika og indleder dialog med Den Internationale Olympiske Komité.
Sydafrika har planer om at gå efter OL-værtskabet i 2036 eller 2040.
Det oplyser den sydafrikanske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.
Landet ønsker at bringe en af verdens største sportsbegivenheder til Afrika for første gang, ligesom det var Sydafrika, der i 2010 bragte VM-fodbold til kontinentet.
- Sydafrika indleder sin hensigt om at byde på OL i 2036 og 2040, siger minister i præsidentembedet Khumbudzo Ntshavheni.
Hun siger, at regeringen har indledt en "kontinuerlig dialog med Den Internationale Olympiske Komité (IOC)".
Det er allerede besluttet, at OL i 2028 skal afholdes i den amerikanske storby Los Angeles. I 2032 går værtskabet til Brisbane i Australien.
Og selv om der er mere end ti år til OL i 2036, mener Sydafrika allerede, at landet er klar til at afholde den store begivenhed.
- Selv hvis vi blev tilbudt legene i morgen, er regeringen overbevist om, at vi burde være i stand til at afholde dem med vores faciliteter, siger Khumbudzo Ntshavheni.
Da den tidligere præsident for IOC, Thomas Bach, var på besøg i Sydafrika i oktober 2024, sagde han ifølge AFP, at landet havde "stabiliteten, infrastrukturen og visionen til at afholde et OL".
Senegal bliver i efteråret 2026 desuden det første afrikanske land til at være vært for ungdoms-OL.
Ud over Sydafrika har flere andre lande vist interesse for OL-værtskabet.
I oktober godkendte vælgerne i den tyske storby München en plan om at byde på værtskabet for sommer-OL i 2036, 2040 eller 2044. Den tyske by har tidligere været vært for OL i 1972.
Også Sydkorea, Indonesien, Tyrkiet, Indien og Qatar har udtrykt interesse for at stå for OL i 2036.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.