Fodbold

Sydkorea snupper billet nummer 15 til fodbold-VM i Qatar

Med en 2-0-sejr over Syrien indløste Sydkorea billet til sin tiende VM-slutrunde i træk. 15 lande er VM-klar.

FBL-wc-2022-ASIA-QUALIFIERS-SYR-KOR
FBL-wc-2022-ASIA-QUALIFIERS-SYR-KOR Karim Sahib/Ritzau Scanpix

15 af de 32 pladser ved fodbold-VM i Qatar er nu besat.

Tirsdag sikrede Sydkorea sig således en VM-billet efter en sikker 2-0-sejr over Syrien. Opgøret blev spillet i Dubai.

Længe har det dog været så godt som en formalitet, at Sydkorea ville indløse billet til slutrunden, da holdet sammen med Iran var stukket af fra konkurrenterne i sin VM-kvalifikationsgruppe.

Sydkorea skal dermed til sin 11. VM-slutrunde på herresiden og sin tiende i træk. Holdets bedste resultat blev opnået i 2002, hvor holdet overraskende blev nummer fire ved slutrunden, som Sydkorea var vært for sammen med Japan.

Som følge af tirsdagens 0-2-nederlag har Syrien mistet muligheden for at nå tredjepladsen i kvalifikationsgruppen med seks hold. Tredjepladsen udløser playoffkampe om en VM-billet.

Aktuelt tilhører tredjepladsen De Forenede Arabiske Emirater, men også Libanon og Irak kan nå tredjepladsen.

Foruden Sydkorea og VM-værten Qatar er de øvrige kvalificerede hold Tyskland, Danmark, Brasilien, Frankrig, Belgien, Kroatien, Spanien, Serbien, England, Schweiz, Holland, Argentina og Iran. Holdene er listet i den rækkefølge, som de kvalificerede sig.

VM i Qatar spilles i perioden 21. november-18. december.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden