Syg dansk debutant udgår af Tour de France
Rebecca Koerner var i gang med sin Tour de France-debut, men er udgået med sygdom efter tre etaper.
Den danske Tour de France-debutant Rebecca Koerner (Uno-X) udgår på grund af sygdom forud for 4. etape af det franske cykelløb.
Det skriver Eurosport.
- I løbet af etapen i går (mandag, red.) følte jeg mig dårligere og dårligere, og i løbet af aftenen fik jeg feber, siger Koerner til Eurosport.
Den 24-årige dansker vandt i 2023 og 2024 DM i linjeløb, og kom ind til dette års Tour i god form.
- Jeg er sindssygt ærgerlig. Det er en kæmpe rutsjebanetur at skulle mærke euforien og stoltheden over at blive udtaget for så at skulle udgå efter tre etaper med sygdom, siger hun.
Med Koerners exit er der tre danskere tilbage i det franske cykelløb.
Amalie Dideriksen (Cofidis) er ligeledes i gang med sin Tour de France-debut, mens Emma Norsgaard Bjerg (Lidl-Trek) og Cecilie Uttrup Ludwig (Canyon/Sram) også er en del af feltet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.