Syv kolde i kassen fra Buster Juul: Har urokkelig tro på DM-guld til Aalborg
Fløjspilleren var kongen af straffekast i den første DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg
HÅNDBOLD: Syv gange blev Buster Juul kaldt på banen i Aalborg Håndbolds første DM-finale, og syv gange kvitterede han for tilliden med en scoring på straffe, inden han igen pligtskyldigt satte sig ud på bænken.
Dermed spillede fløjspilleren en tidsmæssig lille men scoringsmæssig stor rolle i sejren på 37-34 i den første DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg.
- Vi vil meget gerne lukke den i to kampe og så kunne rejse til Final4 i Köln med DM-titlen, men bliver det nødvendigt med en tredje finale på hjemmebane, så moser vi dem der i stedet. Jeg kan ikke se os tabe to kampe i træk til BSH.
Buster Juul accepterer sin rolle i øjeblikket, hvor han må se Sebastian Barthold løbe med næsten al spilletiden.
- Jeg ville selvfølgelig også gerne være med i det etablerede spil, men lige nu er det min rolle at skyde de her straffekast, og så gør jeg det, siger han uden at blinke.
Det er på tirsdag i Silkeborg, at det andet finaleslag skal stå, og med tanke på de vigtige opgaver, der venter forude, gav det et sus gennem alle i Aalborg-lejren, da playmaker Felix Claar i slutfasen af den første finale sank til jorden.
- Jeg vil godt sige, at jeg fik ondt i maven lige der. Felix har spillet sit livs sæson, så det ville ikke være til at bære, hvis han skulle blive skadet nu. Det ser heldigvis ikke ud til at være noget alvorligt, siger en lettet Buster Juul.
Aalborgenserne måtte løse onsdagens opgave uden cheftræner Stefan Madsen, der var sendt i corona-isolation, men assistenten Anor Atlason tog over uden problemer.
- Selvfølgelig savnede vi Stefan, men vores spil var jo afspejlet i det, han havde forberedt os på. Han har også skudt rigtig meget taktik ind i os spillere igennem hele sæsonen, forklarer Buster Juul.
Hvis alt går vel, er Stefan Madsen ude af sin isolation i starten af næste uge og dermed tilbage på bænken til det næste slag mod Bjerringbro-Silkeborg.