Sport

Tårevædet Gauff overvinder serveproblemer og er videre i US Open

Den tidligere US Open-vinder Coco Gauff tørrede en strøm af tårer væk under kamp mod kroaten Donna Vekic.

Amerikanske Coco Gauff var berørt efter en sejr over kroatiske Donna Vekic på dag fem under US Open.
Amerikanske Coco Gauff var berørt efter en sejr over kroatiske Donna Vekic på dag fem under US Open. Charly Triballeau/Ritzau Scanpix

Verdenstreeren Coco Gauff var tydeligt berørt under nattens US Open-kamp.

Midt i kampen måtte hun tørre tårer væk fra sit ansigt med et håndklæde under et sæt, der endte i en tiebreak mod den useedede kroat Donna Vekic.

Gauff endte dog med at vinde 7-6, 6-2 og er videre til tredje runde af grand slam-turneringen.

Men det holdt hårdt i første sæt på grund af en lang række servefejl. Her kæmpede begge spillere med at finde rytmen, hvor de tilsammen begik 16 dobbeltfejl.

I andet sæt samlede begge spillere sig dog, og Gauff trak hårdere fra med et servegennembrud til 3-1.

Amerikaneren udnyttede en række fejl fra Vekic til at bryde hendes serv endnu en gang, før hun sikrede sejren.

Hun fik dermed revanche efter sit nederlag til kroaten under sidste års OL i Paris i tredje runde.

- Jeg er bare glad for at være tilbage på denne her bane, og I gør mig så glade, siger hun efter kampen til hjemmebanepublikummet.

- Jeg gør det her for mig selv, men jeg gør det også for jer. Uanset hvor hårdt det bliver indeni, kan man godt klare det.

Coco Gauff havde det også svært i første rundes kamp mod australske Ajla Tomljanovic og er ved at omstille sig til en ny måde at serve på. Gauff har netop skiftet træner og arbejder nu sammen med Gavin MacMillan.

Hun siger videre, at hun var motiveret af, at den amerikanske gymnast Simone Biles så på fra tribunen.

- Jeg så hende, og hun hjalp mig med at komme videre.

- Jeg tænkte: Hvis hun kan gå på en 15 centimeter bred bjælke og gøre det med hele verdens pres, kan jeg også slå til bolden på den her bane. Hun inspirerer mig, lyder det fra Gauff.

Biles gjorde comeback og vandt tre guldmedaljer ved sit tredje OL i Paris sidste år. Hun holdt en lang pause for at pleje sit mentale helbred, efter at hun fik skruesyge midt under OL i Tokyo i 2021.

Gauff vandt tidligere på året French Open og i 2023 US Open. Hendes næste kamp er mod den 28.-seedede polak Magdalena Frech.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden