Tårevædet Vingegaard: Jeg er bare så glad og stolt

Jonas Vingegaard kunne ikke holde tårerne tilbage, da han talte om den samlede sejr i Tour de France.

Jonas Vingegaard er klar til et triumftog i gult til Paris søndag. <i>Foto: Guillaume Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard er klar til et triumftog i gult til Paris søndag. Foto: Guillaume Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix

- Det betyder alt. Det er virkelig utroligt. Det er svært for mig at sætte ord på. Det er det største i cykling, og vi gjorde det.

Sådan siger cykelrytteren Jonas Vingegaard til Tour de Frances officielle kanal efter lørdagens enkeltstart i Touren, som var løbets næstsidste etape.

Og det var ikke sin egen andenplads i enkeltstarten, den danske Jumbo-Visma-rytter talte om, men det faktum, at han kommer til at køre ind i Paris på søndagens afsluttende etape iført den gule førertrøje.

Jonas Vingegaard udbyggede på enkeltstarten, der blev vundet af holdkammeraten Wout van Aert, sit forspring ned til den samlede nummer to, Tadej Pogacar (UAE), til 3 minutter og 34 sekunder.

Eftersom sidste etape primært består af paradekørsel, tør Jonas Vingegaard godt konstatere, at den samlede Tour-sejr er hjemme.

- Det er både en lettelse, og... Jeg er bare så glad og stolt, siger danskeren, mens han kæmper med tårerne under interviewet.

Sidste år blev han nummer to i sin Tour-debut, men nu støder han Tadej Pogacar af tronen, efter at den 23-årige slovener vandt i både 2020 og 2021.

- Siden sidste år har jeg hele tiden troet på, at jeg kunne gøre det. Og nu sker det, det er virkelig fantastisk, siger Jonas Vingegaard.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk