Vendsyssel FF

Tæt duel med superliga-tophold giver optimisme i Vendsyssel

Vendsyssel FF sendte reserverne i kamp, men med mere skarphed foran mål kunne vendelboerne alligevel have drillet Randers FC

Wessam Abou Ali ærgrer sig over et misbrugt straffespark mod Randers.
Wessam Abou Ali ærgrer sig over et misbrugt straffespark mod Randers. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 22:18

FODBOLD: Det var kvaliteten foran mål, der gjorde forskellen, da Vendsyssel FF torsdag aften blev sendt ud af pokalturneringen af Randers FC.

Kronjyderne, der er nummer to i Superligaen, vandt 2-0 i Hjørring efter en kamp, hvor det ellers var hjemmeholdet, der havde de største chancer. Blandt andet misbrugte Lasse Steffensen en friløber, mens Wessam Abou Ali i kampens slutfase sendte et straffespark over mål.

- De scorede to mål på to halve chancer, mens vi lavede nul mål på tre-fire store chancer plus et straffespark. Det var forskellen, konstaterer Vendsyssel FF-træner Henrik Pedersen.

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen glæder sig over, at reservernes indsats mod Randers betyder, at hans trup er blevet bredere. Foto: Bente Poder

I forhold til sidste torsdags 2-1-sejr over FC Fredericia i Nordicbet Ligaen havde han lavet hele ni ændringer i sin startopstilling. Kun Lasse Steffensen og Mattias Jakobsen var gengangere.

- Jeg er megastolt over, at vi kan skifte 10 mand og så alligevel spille så god en kamp, fordi det fortæller noget om, hvor afklarede vi er, og at der er en god forståelse for måden, vi gerne vil gøre tingene på, siger Henrik Pedersen.

Forsvarsspilleren Tobias Anker var en af de få stamspillere, der var med fra start torsdag aften. For en uge siden sad han ganske vist over med karantæne, men ellers har han været fast mand i Vendsyssels centrale forsvar.

- Det er selvfølgelig lidt anderledes, når man ikke har spillet så meget sammen, men vi har en utrolig bred trup med mange dygtige spillere, og når kampen først er i gang, tænker man ikke så meget over det. Jeg synes, at alle viste, at de virkelig vil det her, og det var egentlig en fed kamp at spille, siger Tobias Anker.

Forsvarsspilleren Tobias Anker var en af få stamspillere, der var med fra start mod Randers. Foto: Bente Poder

Selv om det ikke blev til et avancement til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen, kan kampen meget vel blive vigtig med henblik på de sidste fire kampe i efteråret.

- Som jeg lige har sagt til spillerne, er vores trup blevet større igen hertil aften, og det var målet med kampen. Som i de andre pokalkampe brugte vi den til at få folk, der ikke har spillet så meget i kamp, og nu handler det om at slutte stærkt af, og derfor er det vigtigt, at vi har en stor trup, siger Henrik Pedersen.

Næste opgave for Vendsyssel FF er på søndag, hvor HB Køge kommer på besøg i Hjørring. Inden efterårets fire sidste kampe indtager vendelboerne femtepladsen med henholdsvis fire og fem point op til de to oprykningspladser.

- Vi har flere gange vist, at vi kan spille op med de bedste, og i aften viste vi også, at vi kan udfordre det næstbedste hold i Danmark i øjeblikket. Hvis vi virkelig tager os sammen, kan vi opnå rigtig store ting med det her hold, og personligt har jeg en målsætning om, at vi skal spille Superliga i næste sæson, lyder det fra Tobias Anker. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden