AaB-talent jubler:- Fedt, at klubben tror på sin ungdom
Flere af AaB's talentfulde teenagere kom ind og gjorde et godt indtryk i 4-0-sejren over Randers FC
Opdateret 27. januar 2024 kl. 12:22
Én ting var, at AaB matchede og i store dele af kampen overmatchede Randers' normalt så fysisk stærke mandskab. En helt anden ting var, at en række AaB-teenagere kom ind og var med til at sætte tonen for det nordjyske overtag.
De to U19-spillere Kasper Davidsen og Mads Bomholt gjorde det virkelig imponerende godt i træningskampen mod Randers FC.
Ja, det var "kun" en træningskamp, men takterne fra de to teenagere var meget lovende. Man fristes ligefrem til at hævde, at fremtiden meget hurtigt kan blive til nutid for AaB.
Kasper Davidsen fyldte torsdag 19 år, og fredag gav han sig selv en forsinket fødselsdagsgave i form af en meget flot indsats mod Randers FC.
Fra en position som midtbaneanker spillede han med stor sikkerhed i sine pasninger og med stor autoritet i duelspillet. Her var det svært at se, at det var en U19-spiller, der var oppe mod seniorspillere.
Lidt længere fremme på banen var Mads Bomholt placeret. Bomholt kom virkelig godt rundt på banen. Den ihærdige indsats krydrede han med to mål, hvor særligt det første var flot. Den anden scoring ville med overvejende sandsynlighed have lidt VAR-døden i en superligakamp, men det ændrer ikke ved, at Bomholt imponerede. Det samme kan i øvrigt siges om Noel Arnorsson og Malthe Kjølby i midterforsvaret.
- Det var fedt at spille 60 minutter. At slå Randers 4-0 vil vi aldrig klage over. Det er en god start, og vi unge fik også vist, at vi har et godt niveau, siger Mads Bomholt. Midtbanebesætningen med Bomholt, Davidsen og Odada fik tingene til at svinge meget godt. Det er ret indlysende, at Bomholt og Davidsen kender hinanden fra U19-holdet.
- Jeg elsker at spille sammen med "Kalle" derinde. Vi har en god relation fra U19, hvor vi virkelig ved, hvordan vi skal spille hinanden gode, så det er utroligt dejligt for mig at have ham liggende bagved. Jeg ved, han rydder op, hvis der sker noget, siger Mads Bomholt om samarbejdet med Kasper Davidsen.
- Fodbold, træningskamp (3x45 minutter)
- 0-1 Younes Bakiz (7. minut), 0-2 Mads Bomholt (86. minut), 0-3 Mads Bomholt (101. minut),0-4 Malthe Kjølby (135. minut)
- AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa (Jakob Ahlmann, 46. minut), Malthe Højholt, Daniel Ask, Melker Widell, Younes Bakiz, Oliver Ross (Tim Prica, 46. minut), Jubril Adedeji.
- AaB efter 59. minut: Rody de Boer - Anders Noshe, Malthe Kjølby, Nóel Atli Arnórsson, Jakob Ahlmann - Mads Bomholt, Kasper Davidsen, Richard Odada - Lucas Andersen, Tim Prica (Nicklas Helenius, 91. minut), Emmanuel Toku.
- AaB efter 120 minutter: Bertil Grønkjær - Emil Nymann, Malthe Kjølby, Jacob Buus, Eugene Amankwah - Nikolai Veilbæk, Marcus Bonde, Valdemar Møller - Oscar Meedom, Nicklas Helenius, Amar Diagne.
Mads Bomholt er godt i gang med at krybe tættere på flere turneringsminutter med de indsatser, han lægger for dagen lige nu.
- Vi har snakket om, at 8'erne skal med frem og gå all out offensivt. Selvfølgelig også i forhold til at score mål. Det er noget jeg har haft fokus på. Jeg har fået at vide, at jeg skal lægge det på mit spil. Det er fedt at gå ind og score to i dag og opsøge de rum, som vi har snakket om, jeg skal opsøge.
- Det siger også noget om, hvordan vi gerne vil spille, når begge 8'ere, begge kanter og vores angriber bare kører på med en offensiv indstilling, siger en meget reflekterende Bomholt.
Rent fysisk ser det også ud til, at han hele tiden rykker sig. Der er sket noget i forhold til indsatserne i efterårets kampe.
- Det var svært i starten, men det bliver bedre. Jeg har snakket meget med Würtz omkring det her. Det har sådan set også været fint her i opstarten. Jeg arbejder hårdt på at blive bedre der, og jeg er klar over, at jeg skal lægge nogle lag på her, siger Mads Bomholt, der bare nyder at være en af mange unge spillere, der lige nu gør god reklame for sig selv.
- Det er fedt, at AaB er en klub, der tror på sin ungdom, og vi får chancen. Det synes jeg også, at vi kan se i dag, hvor mange unge byder sig til og holder niveau, siger Mads Bomholt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.