Talentchef jubler: Stort for AaB med tre på landsholdet
AaB har hele tre spillere med på det danske U19-landshold, der skal møde Tyskland

Sebastian Otoa står foran debut på U19-landsholdet. Arkivfoto: Henrik Bo
AALBORG:AaB's talentafdeling har mildt sagt ikke præsenteret sig prangende i de seneste år, men nu er der måske bedring på vej. I hvert fald kan AaB bryste sig af at have tre spillere med på det danske U19-landshold, og det er ved at være nogle årgange siden, at det senest skete.
Talentchef Jacob "Figo" Larsen er jublende glad for, at Sebastian Otoa, Theo Sander og Oliver Ross skal i aktion mod Tyskland onsdag.
- Det er en kæmpe cadeau til Oliver for at have fastholdt sin plads på holdet i lang tid, og Theo er kommet med på holdet, selvom han er et år yngre. Det er også flot, og så er jeg meget begejstret over, at Sebastian Otoa er kommet med så sent i forløbet. Det viser nemlig, at vores miljø kan være med til at løfte en spillers niveau, som det er sket i Sebastians tilfælde, siger Jacob Larsen.
- Det betyder meget for alle i talentsektoren, når vi kan se, at vi lykkes med noget, og det er at lykkes, når vi har tre mand med på et U19-landshold. Det giver os bare motivation til, at vi skal fortsætte med at køre på i det daglige arbejde, siger Jacob Larsen.
For Oliver Ross er det også en stor oplevelse, at han nu kan slutte sin U19-landsholdstid af med to klubkammerater ved sin side.
- Det er fedt, at Otoa er kommet med. Han har virkelig også fortjent den her udtagelse. Det bliver også spændende at møde en stærk modstander som Tyskland, siger Oliver Ross, der understreger, at de tre AaB-spillere nok skal være klar til at kunne bidrage i fredagens superligakamp i Odense, hvis det bliver påkrævet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.