Sport

Tauson er årets bedste på flere fronter før stor finale

Clara Tauson har lavet flest vindere og serveesser i 2025 før WTA 1000-finale mod 17-årige Mirra Andreeva.

Clara Tauson jubler efter semifinalesejren over Karolina Muchova.
Clara Tauson jubler efter semifinalesejren over Karolina Muchova. Amr Alfiky/Reuters

Den danske tennisspiller Clara Tauson befinder sig i sin karrieres hidtil bedste periode, og hun sætter prikken over i'et, når hun lørdag klokken 16 skal spille finale i WTA 1000-turneringen mod russeren Mirra Andreeva.

Fredag aften fortsatte hun sin stime af flotte sejre ved at slå tjekken Karolina Muchova i tre sæt.

Allerede inden den kamp var Tauson den kvindelige spiller med flest serveesser i 2025, og nu fører den 22-årige dansker også en anden statistik i sæsonen.

I kampen mod Muchova rundede Tauson 482 vindere i 2025, hvilket er flere end nogen anden. Den hårdtslående amerikaner Madison Keys, der vandt Australian Open, har præsteret 481, mens verdensetteren, Aryna Sabalenka, er treer på listen med 447.

Det oplyser statistikbanken OptaAce på det sociale medie X.

Hvad angår serveesser er Tauson endnu mere suveræn. Før lørdagens finale har hun sendt 137 stykker afsted.

Med sejren over Muchova - verdens nummer 17 - kom danskeren op på 15 af slagsen i 2025, og dermed fører hun også den liste.

Uanset hvordan det går i finalen, er Tauson sikker på at rykke op som nummer 23 på verdensranglisten. En finalesejr vil sende hende op som nummer 17. Hendes hidtil bedste var placeringen som nummer 33, som ligger et par år tilbage.

På racelisten, der kun tæller resultater for 2025 og fungerer som kvalifikation til WTA Finals med årets otte bedste spillere, ligger Tauson nummer fire.

Hun er kun overgået af Australian Open-vinderen Keys samt verdens nummer et og to, Sabalenka og polske Iga Swiatek.

Lørdagens finalemodstander bliver dog en hård nød at knække, da den 17-årige Andreeva også er i forrygende form.

Hun er den yngste spiller til at nå en finale i en WTA 1000-turnering nogensinde, og på sin vej til finalen har hun slået tre grand slam-vindere.

Med en sejr i finalen sparker hun døren ind til top-10 med en niendeplads.

Tauson har vundet tre WTA-titler i karrieren, men finalen i Dubai er hendes klart største i karrieren.

Vinderen af turneringen får lidt mere end 4,4 millioner kroner med hjem fra ørkenstaten. En finaleplads udløser 2,6 millioner kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden