Sport

Tauson og taiwaner avancerer sikkert i Seoul

Clara Tauson og makkeren Hao-Ching Chan er klar til kvartfinalerne i WTA-turneringen i Seoul.

Clara Tauson er aktiv i både single og double i WTA-turneringen i Seoul. (Arkivfoto).
Clara Tauson er aktiv i både single og double i WTA-turneringen i Seoul. (Arkivfoto). Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller Clara Tauson fik torsdag 64 minutters kamptræning, selv om hun egentligt havde hviledag i singleturneringen i sydkoreanske Seoul.

Sammen med sin ni år ældre makker Hao-Ching Chan fra Taiwan avancerede 22-årige Tauson således meget sikkert i doubleturneringen i Korea Open.

6-2, 6-2 vandt parret i et møde med franske Lois Boisson og hollandske Suzan Lamens.

Især serven udgjorde forskellen. To gange i hvert sæt fik Tauson og Chan brudt modstanderne, mens de selv blot afgav to breakbolde, der begge blev afværget, i hele kampen.

Det er anden gang, at Tauson og Chan danner par. Det samme var tilfældet i juni i Bad Homburg, hvor de fik to kampe sammen.

I singleturneringen i Korea Open slog Tauson onsdag tyske Eva Lys i to sæt og avancerede dermed til en kvartfinale, hvor hun fredag møder den australske teenager Maya Joint.

Det bliver andet møde mellem verdens nummer 12, tredjeseedede Tauson, og verdens nummer 46.

I januar 2024 gjorde Tauson det af med Joint efter en sikker sejr i to sæt.

Samtidigt skal der findes plads til en doublekvartfinale mellem Chan/Tauson og slovakken Tereza Mihalikova og briten Olivia Nicholls.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden