Tauson: Sejr over Kontaveit er blandt de største i karrieren
19-årige Clara Tauson er meget glad for sin sejr over Anett Kontaveit i anden runde af Australian Open.
Tennistalentet Clara Tauson vil placere sin sejr over Anett Kontaveit i anden runde af Australian Open blandt de tre største i sin karriere.
Det siger den 19-årige dansker natten til torsdag dansk tid på et pressemøde i Melbourne efter kampen, som hun vandt i to sæt med cifrene 6-2, 6-4.
- Det er en af de store sejre. Den er i hvert fald i top tre. Det var ikke lige noget, jeg havde regnet med.
- Jeg havde håbet på, at jeg kunne gå ind og i hvert fald irritere hende lidt og få spillet noget god tennis, men at jeg rammer det niveau, jeg gør i dag, det var overraskende, men selvfølgelig også dejlig, siger hun.
Tauson var på forhånd udråbt som underdog mod Kontaveit, der ligger nummer syv på verdensranglisten.
I en underholdende kamp spillet i blændende solskin på Margaret Court Arena havde danskeren dog så godt styr på esteren, at hun mere eller mindre droppede at følge den plan, som hun havde lagt før kampen med træner Olivier Jeunehomme.
Det siger hun med et grin fra presserummet.
- Vi havde en plan om, at jeg skulle spille en hel masse baghåndskryds med hende, fordi det er et af mine store våben, og fordi hun rigtig godt kan lide at slå forhåndskryds.
- Men jeg følte, at jeg havde det godt, og at jeg kunne stå i forhåndsduellen med hende. Så jo længere hen vi kom i kampen, jo mere lod jeg mit spil gå frit og tænkte ikke så meget over planen.
- Det virkede jo så i dag, men det er heller ikke altid, man lige rammer det her niveau, siger Clara Tauson.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.