tennis

Tauson vinder sin debutkamp ved Indian Wells over brasilianer

Beatriz Haddad Maia kæmpede til det sidste, men Clara Tauson vandt sin debutkamp ved Indian Wells 6-4, 6-3.

Clara Tauson er klar til tredje runde af Indian Wells efter en sejr over brasilianske Beatriz Haddad Maia. Her ses Tauson i aktion under Australian Open i Melbourne i januar.
Clara Tauson er klar til tredje runde af Indian Wells efter en sejr over brasilianske Beatriz Haddad Maia. Her ses Tauson i aktion under Australian Open i Melbourne i januar. William West/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 00:29

Den danske tennisspiller Clara Tauson har vundet sin debutkamp i WTA 1000-turneringen Indian Wells.

Det sker med cifrene 6-4, 6-3 over brasilianske Beatriz Haddad Maia, som er useedet i turneringen.

Tauson er seedet som nummer 29 og er derfor trådt ind i turneringen i den amerikanske delstat Californien i anden runde.

19-årige Tauson havde i begyndelsen af første sæt lidt svært ved at få førsteserven til at sidde, og frem til stillingen 4-4 bølgede kampen frem og tilbage.

Men med en god portion tålmodighed lykkedes det Tauson at sikre sig føringen til 5-4 efter en lang duel, hvorefter hun slog til på første sætbold og sikrede sig sættet.

Ligesom i første sæt vandt Beatriz Haddad Maia første parti i andet sæt, men Tauson holdt hovedet koldt og begyndte at spille bedre og bedre, efterhånden som sættet skred frem.

Men ved stillingen 5-2 til Tauson kom danskeren i problemer, og på sin fjerde breakbold slog brasilianeren til og brød Tausons serv. Brasilianeren reducerede dermed til 3-5 og holdt liv i kampen.

Tauson misbrugte herefter sin første matchbold, da hun sendte bolden i nettet. Men den danske teenager slog til i andet forsøg og tog sejren over den 25-årige brasilianer.

I tredje runde venter der Clara Tauson hård modstand, når hun søndag skal møde polske Iga Swiatek, der ligger nummer fire på verdensranglisten. Tauson er nummer 40.

De to har kun mødt hinanden en enkelt gang før. Det var tilbage i 2019, og her vandt Swiatek i to sæt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden