Sport

Team Esbjerg-boss: Vipers-spillere er interessante for os

Team Esbjerg er i gang med at vurdere, om der er nogle Vipers-spillere, der kunne forstærke det jyske hold.

Den svenske landsholdsspiller Jamina Roberts er en af de spillere, som står uden kontrakt, efter at den norske klub Vipers Kristiansand begærede sig selv konkurs. (Arkivfoto).
Den svenske landsholdsspiller Jamina Roberts er en af de spillere, som står uden kontrakt, efter at den norske klub Vipers Kristiansand begærede sig selv konkurs. (Arkivfoto). Marco Wolf/Ritzau Scanpix

19 dygtige håndboldspillere i den konkursramte norske klub Vipers Kristiansand er attraktive for en række andre klubber, efter at de pludselig står uden kontrakt.

Mandag begærede Vipers-ledelsen klubben konkurs, og den er trukket ud af alle turneringer med øjeblikkelig virkning.

Hos Team Esbjerg følger man situationen nøje, lyder det fra direktør Hans Christian Warrer.

- Hvis man kigger på spillersiden, er der lige pludselig 19 spillere, som står uden arbejde og derfor får deres kontrakter ophævet øjeblikkeligt.

- Så er de jo fritstillet og kan rejse til andre klubber. Om det så også kan være interessant for os, det skal jeg lade være op til den sportslige afdeling.

- Men selvfølgelig er der nogle interessante spillere i den klub, fordi det er en topklub, siger Hans Christian Warrer.

Vipers-spillerne skal på jagt efter nye klubber, og Team Esbjerg kan komme ind i billedet, hvis det hele passer sammen.

- Spørgsmålet er, om økonomien er der, og om de brikker passer ind på vores hold.

- Det er der dels en sportschef og dels en træner, som sidder og grubler lidt over, og så må vi andre jo se, hvordan der bliver plads til det i forhold til de økonomiske forhold, siger Hans Christian Warrer.

Team Esbjerg-direktøren er først og fremmest ærgerlig over Vipers-konkursen, som generelt er ødelæggende for håndbolden.

- Jeg er sikker på, at det får konsekvenser for alle andre klubber, der deltager i internationale turneringer.

- Der kan man nok forvente, at der vil blive stillet større krav rent økonomisk, fordi der er jo ikke nogen, der kan være tjent med, at der er hold, der midt i sæsonen drejer nøglen om, siger han.

Team Esbjerg skulle have mødt Vipers på lørdag i Champions League, men det møde bliver altså ikke til noget.

- Det er trist for norsk håndbold, og det er trist for europæisk håndbold. Det er jo en topklub i Europa, som tre gange har vundet Champions League-trofæet.

- Så det er jo ikke hvilken som helst klub, der lige pludselig ikke er på banen længere, siger Hans Christian Warrer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden