Sport

Team Esbjerg forklarer millionunderskud med graviditeter

Fire graviditeter og en korsbåndsskade bidrager til underskud på 3,25 millioner for Team Esbjerg i 2024/25.

Rikke Iversen blev mor tidligere i december. Også Marit Røsberg Jacobsen, Kathrine Heindahl og Nora Mørk var gravide i løbet af året.(Arkivfoto).
Rikke Iversen blev mor tidligere i december. Også Marit Røsberg Jacobsen, Kathrine Heindahl og Nora Mørk var gravide i løbet af året.(Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:41

Gravide spillere er en væsentlig del af forklaringen på, at den succesfulde håndboldklub Team Esbjerg er kommet ud af regnskabsåret 2024/25 med et underskud på 3,25 millioner kroner.

Det skriver klubben på sin hjemmeside i en nyhed med overskriften "Lykkelige begivenheder gav veer på bundlinjen".

Året inden tabte Team Esbjerg lige over en halv million kroner.

Det markant større underskud skyldes, at klubben i fire tilfælde måtte bruge ekstra lønkroner på at finde en afløser for en gravid spiller, ligesom også en langtidsskadet spiller skulle erstattes.

- Det ringere resultat skyldes dels stigende udgifter i form af prisstigninger på de fleste varegrupper og ydelser, dels at fire af Team Esbjergs spillere var ukampdygtige med graviditeter, og en femte spiller blev ramt af en korsbåndsskade. Fraværet af fem spillere indebar, at klubben tidligt i 2025 måtte supplere truppen med fem nye spillere, skriver klubben.

Personaleomkostningerne steg fra 16,8 millioner kroner til 19 millioner kroner.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen siger, at klubben har øget prisen på en række sponsorprodukter for at sikre højere indtægter fremadrettet.

I tillæg har klubbens ejerkreds tilført selskabet tre millioner kroner.

I 2024/25-sæsonen, som regnskabsperioden dækker over, blev Esbjerg nummer to i kampen om danmarksmesterskabet, men vandt pokaltitlen.

Vestjyderne blev desuden nummer tre i Champions League.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden