Team Esbjerg misser Champions League-finale i ungarsk inferno

Efter en jævnbyrdig første halvleg tabte Team Esbjerg pusten mod det ungarske storhold Györ.

Henny Reistad trak vanen tro et stort læs for Team Esbjerg, men det rakte ikke til en finaleplads i Champions League. <i>Ferenc Isza/Ritzau Scanpix</i>

Henny Reistad trak vanen tro et stort læs for Team Esbjerg, men det rakte ikke til en finaleplads i Champions League. Ferenc Isza/Ritzau Scanpix

Det bliver heller ikke i denne sæson, at dansk kvindehåndbold kommer tilbage på toppen af den europæiske klubtrone.

Team Esbjerg tabte Champions League-semifinalen til den ungarske storklub Györ med 27-32 og skal søndag spille om bronze mod Metz på Final 4-stævnets finaledag.

Efter en fin første halvleg kom esbjergenserne på hælene efter sidebyttet og kom aldrig rigtig ind i kampen igen.

- Jeg er stolt af den indsats, vi lagde i det, men jeg er også skuffet. I første halvleg var det totalt lige, men i anden spillede ungarerne sig til gode chancer hele tiden, siger målvogter Rikke Poulsen til TV3 Max.

- Vi blev presset maksimalt, og sådan er det at spille hernede. Vi vidste, at det ville blive svært, forklarer hun.

Det var første gang, Team Esbjerg spillede semifinale i den prestigefyldte klubturnering.

Györ har derimod vundet turneringen fem gange siden 2013, og måske var rutinen fra de store kampe med til at gøre udslaget, da kampen blev sat på spidsen i den hektiske atmosfære i Budapest.

Team Esbjerg med det stærke norske islæt virkede før pausen ellers ikke specielt duperet af omgivelserne. Tværtimod var det esbjergenserne, der var foran i store dele af første halvleg, der endte 15-15.

7-4 førte de nyslåede danske sølvvindere, da det så bedst ud. Men Györs stjerneparade med danske Anne Mette Hansen som kaptajn gik på intet tidspunkt i panik.

Ungarerne åd luns for luns af forspringet, og kort før halvtid kunne den svenske stregspiller Linn Blohm endda bringe Györ foran 15-14 under øredøvende jubel fra publikum.

Maja Røsberg Jacobsen fik udlignet, så stillingen på måltavlen var lige, inden sidste halvdel. Men man fornemmede, at det var Györ, der kunne gå til pause med den bedste fornemmelse.

Ungarerne satte sig da også på kampen fra anden halvlegs start. Efter 18-18 kom Team Esbjerg aldrig op på siden af favoritterne igen.

Hverken Rikke Poulsen eller Dinah Eckerle fik for alvor fat i målet, og bedre blev det ikke af, at Mette Tranborg tidligt i halvlegen fik det røde kort efter sin tredje udvisning.

Det var, som om esbjergenserne løb lidt tør for kræfter, og ti minutter før tid var der ingen tvivl om, hvem der skulle i finalen.

For Team Esbjerg venter i stedet kamp om bronze mod franske Metz søndag eftermiddag.

- Jeg tror bare, vi skal have lov til at være skuffet nu. Vi pumper derud af med de samme spillere, og vi skal restituere godt. Så skal vi nok rejse os, siger Rikke Poulsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.