Team Esbjerg-træner øjner succes i Champions League
Det uafgjorte opgør mod Brest Bretagne vidner om klar fremgang i Esbjerg, mener Jesper Jensen og Sandra Toft.
Efter tre nederlag på stribe til Brest Bretagne i Champions League inden for de seneste 11 måneder fik Team Esbjerg søndag brudt stimen med 28-28 på hjemmebane.
Det siger en del om holdets udvikling, at det spiller lige op med sidste sæsons finalist, mener Esbjerg-træner Jesper Jensen.
- Vi har haft en rimelig progressiv udvikling i de seneste tre-fire år, hvor vi stille og roligt har bygget lag på. Der er kommet flere og flere dygtige spillere til, og jeg er enormt glad for, hvor vi står nu, siger Jesper Jensen.
Brest Bretagnes danske landsholdskeeper Sandra Toft er også imponeret af sine tidligere holdkammerater i Team Esbjerg.
- De har udviklet sig helt vildt og kom med en meget større tro på tingene. Sejre giver selvtillid, og dem har de haft mange af, så de kom med et enormt tryk. Det kunne de holde i 60 minutter, og så blev det svært for os, siger Toft.
32-årige Toft, som til sommer rykker videre til det ungarske storhold Györ, regner Team Esbjerg som klar bejler til de sjove slutplaceringer i årets Champions League.
- Ja, helt sikkert. De bliver nummer et i deres pulje, så de er selvfølgelig en bejler.
Det er efterhånden otte år siden, at dansk kvindehåndbold havde et hold med i Champions Leagues Final 4, men Jesper Jensen øjner muligheder for sit hold videre i turneringen.
- Ligegyldigt hvem vi møder, har vi en fifty-fifty chance for at komme i Final 4 Og det havde vi købt til enhver tid inden turneringen, så vi er rigtigt, rigtigt glade.
- Alene det, at folk snakker om os på den måde, og at vi selv tænker det, er et kæmpe skridt for os. Om det så lykkes eller ej, ændrer ikke på, at vi er kommet rigtig tæt på at være et hold, som folk regner med, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg var allerede inden kampen mod Brest Bretagne sikret en kvartfinalebillet og førstepladsen i gruppen, men leverede alligevel en toppræstation.
- Jeg er super glad for indsatsen. Vi har kæmpet hårdt for at komme med i Champions League og matche os selv mod de bedste hold i Europa. Så det ville være dumt at smide en kamp som denne væk, når vi står her, siger Jensen.
Brest Bretagne havde brug for et resultat for at holde sig inde i kampen om andenpladsen i puljen, og med et point har Sandra Toft og holdkammeraterne akkurat deres skæbne i egne hænder.
Det kræver en sejr over russiske Rostov-Don på hjemmebane i sidste kamp.
- Det var op og ned for os i efteråret, hvor vi havde lidt problemer, og det taget i betragtning er jeg tilfreds med, hvor vi står nu.
- Vores trup er stadig lidt smal, men kan vi få andenpladsen, er der ingenting at brokke sig over, siger Toft.
Team Esbjerg slutter af med udekamp mod rumænske CSM Bucuresti næste søndag.
Danmarks anden deltager, Odense Håndbold, er også sikker på at gå videre, men skal modsat Esbjerg gennem en playoffrunde for at nå til kvartfinalerne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.