Teamchef Horner hylder afdød holdejer efter Red Bull-triumf
Mindre end et døgn efter holdejers død vandt Red Bull konstruktørernes VM-titel for første gang i otte år.
Teamchef hos Red Bull Christian Horner hylder den afdøde holdejer Dieter Mateschitz for hans enorme bidrag til holdet og Formel 1.
Det sker, efter at Red Bull søndag sikrede sig konstruktørernes VM-titel, da det ikke længere er muligt for Ferrari at indhente Red Bull.
- Hans drøm lever videre, siger Horner.
Stifter og medejer af energidrikselskabet Red Bull Dietrich Mateschitz døde lørdag i en alder af 78 år. Mindre end 24 timer senere kunne Red Bull altså fejre konstruktørernes VM-titel.
- Han gav os muligheden for at bygge en motor til fremtiden. Han så fremad. Selv om han ikke er her i egen høje person, er han her i ånden, og både hans ånd og Red Bulls ånd lever videre, siger Christian Horner.
Det var Red Bull-køreren Max Verstappen, der søndag tog sejren ved løbet i Austin. Verstappen vandt allerede VM-titlen for to uger siden, da han vandt grandprixet i Japan.
Det er femte gang, at Red Bull vinder konstruktørernes VM-titel, men første gang siden 2013.
- At vinde konstruktørmesterskabet efter otte år efter helt utroligt, siger Horner.
- Titlen betyder alverden for os, fordi vi har haft nogle hårde år, tilføjer han.
Han roser samtidig den 25-årige Verstappen.
- Der er en sult i ham, som jeg aldrig før har set i en kører, siger teamchefen.
Den østrigske milliardær Dietrich Mateschitz, som har været en afgørende faktor i forbindelse med energidrikselskabets engagement i Formel 1, havde i længere tid kæmpet med sygdom.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.