Ten Hag hylder fantastisk samspil mellem Rashford og Antony
Både Marcus Rashford og Antony er kreative og hurtige, siger Erik ten Hag om den farlige angrebsduo.
Manchester United-manager Erik ten Hag har kun rosende ord tilovers for det, han kalder et dødsensfarligt makkerskab mellem Marcus Rashford og klubbens nyindkøbte brasilianer Antony.
Den 22-årige brasilianer fik søndag en drømmedebut på Old Trafford, da Manchester United slog Arsenal 3-1. Antony gjorde det til 1-0 efter 35 minutter med en assist fra Rashford.
- De spillede begge fantastisk, de var en konstant trussel. Jeg ved, at vores angrebsspil er rigtig stærkt. De er kreative og hurtige, siger Erik ten Hag.
Manchester United blev i sidste uge enig med Ajax Amsterdam om et køb af kantspilleren Antony for 95 millioner euro.
Beløbet kan stige til 100 millioner euro med diverse bonusser. Det svarer til knap 744 millioner kroner.
I England er Antony blevet genforenet med Erik ten Hag, der tidligere har været cheftræner for Ajax, inden han denne sommer blev manager for United.
- Det er første gang, de har spillet sammen, og det var en fantastisk præstation, siger den hollandske manager om Antony og Rashford.
- De første ti minutter af kampen var de bedste, vi har spillet i denne sæson indtil videre, tilføjer han.
Med 3-1-sejren over Arsenal er Manchester United oppe på fire sejre på stribe og blander sig nu i toppen af Premier League.
United startede sæsonen med nederlag til Brighton og Brentford.
- Vi er glade og tilfredse med sejren og også med præstationen mod et virkelig godt hold, siger Erik ten Hag.
- Dette hold har vist, at det kan håndtere tilbageslag. Det er virkelig fantastisk, og det viser spillernes mentalitet.
- Vi har de rigtige spillere. Nu handler det om samarbejde. Vi er nødt til at bevare roen og spille vores spil, siger han.
Marcus Rashford stod for Uniteds to andre mål, mens det var den unge Bukayo Saka, der satte bolden i nettet for Arsenal.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.