Sport

Tennisspillere slipper for vanvittig varme fremover

Nye regler betyder, at tenniskampe afbrydes eller udsættes ved for høj varme og luftfugtighed.

Holger Rune kæmpede med varmen i forbindelse med ATP-turneringen i Shanghai tilbage i oktober. Nu slipper han for at spille, hvis temperaturen er for voldsom. (Arkivfoto).
Holger Rune kæmpede med varmen i forbindelse med ATP-turneringen i Shanghai tilbage i oktober. Nu slipper han for at spille, hvis temperaturen er for voldsom. (Arkivfoto). Go Nakamura/Reuters

Mændenes ATP Tour i tennis indfører nye regler, der skal forhindre, at spillere dejser om eller må opgive at spille kampe færdige på grund af varme.

Organisationen har besluttet at sætte klare grænser for, hvornår det er forsvarligt at gennemføre en tenniskamp.

Grænserne tager udgangspunkt i den såkaldte Wet Bulb Globe Temperature (WBGT).

Det er en måleenhed, der ud over temperaturen også tager højde for luftfugtighed, direkte sollys og vind og dermed giver et billede af, hvordan kroppen bliver påvirket.

Hvis WBGT fremover når 30,1 grader celsius eller mere i løbet af de første to sæt af en tresætskamp, kan en spiller bede om at få en ti minutters nedkølingspause.

Og hvis WBGT når helt op på 32,2 grader, bliver kampen simpelthen afbrudt eller udskudt.

Tidligere har det været op til en official fra ATP at vurdere, om en turnering eller kamp skulle afbrydes eller rykkes til et andet tidspunkt på grund af varmen.

- Den nye varmeregel giver en struktureret, medicinsk understøttet tilgang til at håndtere ekstrem varme med henblik på spillernes helbred, lyder det i en meddelelse fra ATP Tour.

Tennisåret 2025 har budt på flere episoder, hvor ekstrem varme har påvirket spillet på banen og spillernes velbefindende.

Holger Rune oplevede det i Shanghai i oktober, hvor han spurgte, om spillerne skulle "dø på banen", før kampen kunne afbrydes.

I den samme turnering kastede Novak Djokovic op i forbindelse med sin kamp mod Yannick Hanfmann, mens verdens nummer to, Jannik Sinner, måtte opgive at genvinde titlen efter at være blevet ramt af kraftig krampe i det ene ben.

Kvindernes professionelle tennisorganisation, WTA Tour, har allerede indført lignende regler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden