tennis

Tennisstjerne donerer millioner i præmiepenge til Ukraine

Ukrainske børn får glæde af de 4,4 millioner kroner, Andy Murray har tjent på sit tennisspil siden marts.

Andy Murray har siden Indian Wells samlet penge ind til humanitære formål i Ukraine. Den største pengepræmie kom i US Open, hvor han hentede 1,3 millioner for sin plads i tredje runde. (Arkivfoto).
Andy Murray har siden Indian Wells samlet penge ind til humanitære formål i Ukraine. Den største pengepræmie kom i US Open, hvor han hentede 1,3 millioner for sin plads i tredje runde. (Arkivfoto). Christophe Archambault/Ritzau Scanpix

Tennisstjernen Andy Murray har tjent 4,4 millioner kroner i præmiepenge siden marts, men pengene bliver ikke sat ind på hans egen bankbog.

I stedet bliver de doneret til Unicefs arbejde for børn i det krigshærgede Ukraine.

Det fortæller den tidligere verdensetter i et indlæg på ATP Tours hjemmeside.

- Jeg er i den heldige position, at jeg kan prøve at gøre en slags forskel, så forhåbentlig kan de penge, der er rejst gennem Unicef, hjælpe nogle af de børn, der er påvirkede af krigen, skriver 35-årige Andy Murray.

Rusland invaderede Ukraine i februar, og krigen buldrer fortsat derudad.

- I februar spillede jeg en turnering i Dubai, og jeg kan huske, at der i nyhederne blev talt om, at der var ved at ske noget mellem Rusland og Ukraine, skriver Andy Murray.

- Nogle dage senere, da Rusland invaderede Ukraine, var alle meget bekymrede for, hvad det ville betyde. Det var forfærdeligt, da der begyndte at komme billeder af, hvad der skete for familierne i Ukraine.

- Jeg var ikke sikker på, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Men kort tid efter besluttede jeg, at fra Indian Wells og frem ville jeg donere mine præmiepenge for resten af sæsonen til Unicefs humanitære arbejde.

I Indian Wells scorede Andy Murray de første godt 200.000 kroner til sit indsamlingsarbejde, og siden fortsatte pengene med at rulle ind.

Den største pengepræmie kom, da briten nåede tredje runde i US Open. Her indkasserede han cirka 1,3 millioner kroner.

For sin donation til og opmærksomhed på det humanitære arbejde i Ukraine har Andy Murray fået prisen Arthur Ashe Humanitarian Award.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden