Thisted blev ydmyget i premieren
Krzysztof Popczynski fik en mareridtsagtig start som Thisted FC-træner, da hans hold blev udspillet af Aarhus Fremad

Antonio Bustamante og holdkammeraterne fik ikke et ben til jorden mod Aarhus Fremad. Foto: Kim Dahl Hansen
FODBOLD:Thisted FC har ambitioner om at spille med om oprykning i denne sæson, men at dømme ud fra sæsonpremieren kræver det markante og hurtige forbedringer.
Krzysztof Popczynski, der i sommerpausen har afløst Bo Zinck som cheftræner i Thisted FC, kunne nemlig næppe have fået en værre start hos thyboerne, der søndag åbnede sæsonen i 2. division med at tabe hele 0-4 til Aarhus Fremad.
Og den sejr var ikke et mål for stor. Aarhus Fremad var ganske enkelt klasser bedre end et meget tamt Thisted-hold.
Thisted FC - Aarhus Fremad 0-4 (0-3)
- Mål: 0-1 Mathias Nordestgaard Kubel (34. minut), 0-2 Lasse Hauge Mortensen (36. minut), 0-3 Lucas Skjoldborg From (39. minut), 0-4 Emil Obitsø (67. minut)
- Thisted FC's opstilling (4-2-3-1): Andreas Raahauge - Jeppe Dalgaard Nielsen, Mathias Myrthue, Laurits Bust Sørensen, Emil Lagergaard - Gloire Rutikanga (Mathias Andersen, 55. minut), Asger Bust - Mikkel Agger, Antonio Bustamante, Frederik Sloth - Aramis Kouzine (Jared Gilbey, 46. minut)
- Tilskuere: 387
Aarhus Fremad satte sig tungt på begivenhederne straks fra kampens start, og allerede efter fem minutters spil gav det en stor chance til Søren Andreasen. Angriberens hovedstød tog dog undersiden af overliggeren, og Thisted slap med skrækken.
Aarhus Fremad fortsatte den spillemæssige dominans uden at komme til de store chancer, før Thisteds korthus faldt helt sammen fra det 34. til 39. minut.
Første stik tog Aarhus Fremad, da Mathias Nordestgaard Kubel vandt en tackling mod hjemmeholdets Emil Lagergaard og fik frit løb mod mål. Det udnyttede han til at bringe gæsterne foran 1-0, og bare to minutter senere blev den føring fordoblet.
Efter et indlæg fra højre side stod Lasse Hauge Mortensen helt fri bagerst i feltet, og i to forsøg fik han bolden ind bag den sagesløse Thisted-målmand Andreas Raahauge.
Ondt blev værre tre minutter senere, da Aarhus Fremad fuldendte fem minutters opvisning med også at score til 3-0. Lucas Skjoldborg From gjorde Thisteds Mathias Myrthue helt rundtosset, inden han sikkert sendte bolden i nettet, og dermed var en helt igennem forfærdelig halvleg komplet for Thisted FC.
Et comeback virkede umuligt, og pausen ændrede ikke på indtrykket af, at Thisted var dårligst i alle spillets facetter.
Alene i anden halvlegs første fire minutter burde Aarhus Fremad have scoret både fjerde og femte gang, men Mathias Nordestgaard Kubel og Søren Andreasen misbrugte store chancer helt alene med Andreas Raahauge.
Et kvarter inde i anden halvleg viste Thisted for første gang livstegn, og det gav også en fin chance til den indskiftede debutant Jared Gilbey, men han måtte se sin afslutning blive blokeret, og derfor løb den mulighed ud i sandet.
Midtvejs i anden halvleg blev det i stedet 4-0 til gæsterne, og denne gang var Andreas Raahauge ikke uskyldig. Et aarhusiansk hjørnespark blev sendt tæt ind under mål, og Raahauge kiksede i sit forsøg på at bokse bolden væk, så Emil Obitsø kunne blive noteret for gæsternes fjerde mål.
I slutfasen var det velspillende Aarhus Fremad-hold også langt nærmere en 5-0-scoring, end Thisted var på en reducering, men gæsterne brændte flere store chancer og lod hjemmeholdet slippe nådigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.