Thisted FC får ny sportschef
Thisted FC får et velkendt ansigt ind til at styre klubbens sportslige udvikling

Ny sportschef i Thisted FC er Peter Bechmann. Den tidligere anfører skal nu stå i spidsen for klubbens sportslige sektor. Foto: Bo Lehm
THISTED:I Thisted FC's lounge, hvor sponsorerne normalt bliver bespist inden kampe, hænger der et stort opslag med avisartikler fra da Thisted rykkede op i 1. division i 2008. På flere af billederne fylder Peter Bechmanns store smil. Han var nemlig anfører og nøglespiller for det Thisted-hold.
I dag er han salg- og marktingschef hos KPK, men fremadrettet kan han også skrive sportschef i Thisted FC på visitkortet. Nok mangler Thisted FC fortsat at præsentere en ny cheftræner, men da spillertruppen mandag mødte ind til sæsonens første træning, fik spillerne præsenteret det nye setup, hvor Peter Bechmann skal være sportschef.
- Det altoverskyggende er, at jeg er Thisted-dreng. Lige da jeg var stoppet kriblede det i mig for at spille, når jeg var på stadion. Det gør det ikke så meget mere, men nu kribler det for at være med i det på en anden måde, siger Peter Bechmann.
- Jeg kom med i sportsudvalget for halvandet år siden, og der var der nogle kontakter, der lige skulle støves af, men det har jeg arbejdet på lige siden, og jeg føler mig klar til at løfte den opgave i samarbejde med de andre gode kræfter i klubben, siger Peter Bechmann, der i dag er blevet 41 år.
Fremadrettet vil Peter Bechmann få større ansvar i den sportslige del af forretningen Thisted FC, mens Peter Friis, der er administrerende direktør, skal have frigjort timer til det kommercielle arbejde.
- En af grundene til det her træk er, at vi vil gøre det lidt nemmere for omgivelserne at finde ud af, hvem der har ansvaret. Jeg har ansvaret for det kontraktuelle, og så har Peter Friis som administrerende direktør stå for det kommercielle, men vi kommer naturligvis til at hjælpe hinanden det vi kan, forklarer Peter Bechmann.
Peter Friis hilser tilføjelsen af Peter Bechmann meget velkommen.
- Der har været rigtig mange arbejdsopgaver på mit bord her det første år. Jeg har lært meget, og vi har også haft et par sager, som jeg helst havde været foruden, men det er man ikke altid selv herre over. Nu får vi Peter med ind, og han kommer til at blive en stor styrkelse i forhold til det arbejde vi skal løfte. Nu kan jeg i højere grad sætte fokus på at skaffe flere sponsorkroner, og det er jo trods alt dem, vi skal leve af, siger Peter Friis.
Kræver mere tid
Rent praktisk er der ikke nogen større ændring i arbejdsopgaverne for Peter Bechmann, men på ét punkt ændrer udnævnelsen som sportschef perspektivet.
- Den helt vilde ændring i arbejdsopgaverne er der ikke. Den største og klart mest markante forskel er, at jeg kommer til at bruge mere tid her i klubben, siger Peter Bechmann, der skal forene rollen med sit civile job og rollen som familiefar.
Han ved udmærket, hvornår han rammer de spidsbelastede perioder, men lige netop sommerens aktivitetsniveau har været højere end ønsket.
- Det er selvfølgelig her i transfervinduet, at det er mest travlt, og lige i år er det ekstra hektisk, når vi også skal finde en ny træner, siger Peter Bechmann, der håber, at han kan holde den kurs, der allerede er udstukket af det sportslige udvalg i klubben.
- Jeg håber, vi kan fortsætte vores stil. Vi skal naturligvis gå efter en oprykning, og så skal vi fastholde vores værdier, så vi ikke ender ligesom forskellige andre klubber. Vores nuværende hold har mange spillere med lokal tilknytning. Det vil jeg meget gerne holde fast i - suppleret med noget talent udefra, siger Peter Bechmann.
Ved mandagens træning var det Henning Pedersen, der stod i spidsen for en træning, der havde et par prøvespillere med. Mest iøjnefaldende på den konto var Aramis Kouzine, der tidligere har været i AaB og Hobro.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.