Thisted kunne intet stille op mod topholdet Viborg
Det endte med et nederlag på 0-2, da Thisted gæstede Viborg i NordicBet Ligaen
Opdateret kl. 21:05
FODBOLD: Det lykkedes ikke Thisted at drille oprykningskandidaterne fra Viborg i søndagens opgør i NordicBet Ligaen. Viborg sad på kampen stort set hele vejen i gennem, og de grønklædte havde også chancerne til at kunne have vundet endnu større.
Gæsterne kom frem til kampens første chance efter syv minutter. Jeppe Mehl sendte et indlæg ind i boksen, hvor Sakari Tukiainen steg til vejrs, men den målfarlige angriber sendte sit hovedstød lige over mål.
Viborg tog føringen efter 13 minutter. Christian Sivebæk sendte en præcis aflevering ind i fødderne på Jeppe Grønning inde foran mål, der sendte et godt skud ind bag Mathias Rosenørn i Thisted-målet.
Efter 16 minutter var det uhyggeligt tæt på at blive til 2-0. Christian Sivebæk blev sendt i dybden i et kontraangreb og var mand mod mand mod Thisted-keeperen. Mathias Rosenørn fandt dog en god redning frem og sørgede for, at det fortsat kun stod 1-0.
Mål: 1-0 Jeppe Grønning (13. minut), 2-0 Andreas Albers (81. minut)
Advarsler: Jeppe Mehl, Thisted FC (40. minut), Glenn Rask, Thisted FC (55. minut)
Dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuere: 2383
Opstilling VFF (4-4-2): Ingvar Jónsson - Mikkel Knudsen, Nikko Boxall, Jakob Bonde, Alexander Fischer - Christian Sivebæk (Tobias Bech, 85. minut), Jeppe Grønning, George Fochive, Oliver Thychosen (Jeff Mensah, 74. minut) - Nicklas Røjkjær, Andreas Albers
Opstilling TFC (4-4-2): Mathias Rosenørn - Mathias Fjeldal Olsen, Lukas Enevoldsen, Laus Østervig, Glenn Rask - Mads Vang (Aziz Essaisi, 46. minut), Asger Bust (Andreas Heimer, 60. minut), Mathias Pedersen, Jeppe Mehl (Kasper Hedegaard, 79. minut) - Christian Kudsk, Sakari Tukiainen
Viborggenserne blev ved med at presse på for en 2-0 føring. Christian Sivebæk tog et godt løb til baglinjen, og sendte en hård bold skråt tilbage i feltet. Bolden ramte en Thisted-forsvarer og tog retning mod mål, men Mathias Rosenørn fik afværget til hjørnespark.
I det 41. minut fik Viborg endnu en fri mulighed. Nicklas Røjkjær opsnappede bolden i feltet og sendte et akavet skud afsted, men igen var Mathias Rosenørn vågen i Thisted-målet.
Flere chancer blev det ikke til i første halvleg, og Thisted skulle være glade for, at det fortsat kun stod 1-0.
Det var tydeligt, at Viborg kom ud til anden halvleg med en mission om at lukke opgøret. Omvendt lignede det også et Thisted-hold, der havde et brændende ønske om at komme tilbage i kampen.
Selvom Viborg havde et par chancer i løbet af det første kvarter, lykkedes det ikke hjemmeholdet at blive lige så farlige som i første halvleg.
Efter 73 minutter fik hjemmeholdet en stor mulighed. Lukas Enevoldsen lavede en kæmpe fejl i forsvaret, og Oliver Thychosen var hurtig til at snuppe bolden. Han var en mod en mod Mathias Rosenørn, men det endte med en forkølet afslutning, som Thisted-keeperen ikke havde nogen problemer med at tage.
Endelig i det 81. minut lykkedes det Viborg at udbygge føringen. Andreas Albers skød på mål fra en spids vinkel. Mathias Rosenørn reddede i første omgang, men måtte give en retur, som Andreas Albers sparkede ind på keeperen, så den røg i kassen.
Opgøret endte 2-0, og dermed bevarer Viborg førerpositionen i NordicBet Ligaen, mens Thisted forbliver på 8. pladsen.