Thisted FC

Thisted skal have ny træner: Thomsen takker af efter fire år

Klub og træner er enige om, at det er den bedste løsning for begge parter

FODBOLD:Thisted FC skal have ny cheftræner efter sommerferien - Bo Thomsen stopper, når hans kontrakt udløber, og det sker i fælles forståelse om, at det er den bedste løsning for begge parter, skriver klubben på sin hjemmeside.

Bo Thomsen har siden sommeren 2018 stået i spidsen for 1. holdet herrer i Thisted FC, hvilket både har budt på 1. division såvel som 2. division.

- Bo Thomsen vil blive savnet som cheftræner i Thisted FC, når hans kontrakt udløber, eftersom han i høj grad har været medvirkende til at sikre en stabil kurs siden sommeren 2018. Bo har været medvirkende til, at klubben i de seneste år har haft muligheden for kontinuerligt at bygge på og sikre et stabilt fundament – et fundament der bygger på unge og ærgerrige spillere.

- Bo har været i klubben en årrække efterhånden og har gjort et fantastisk stykke arbejde. Derfor har vi også løbende været i tæt dialog med Bo i forhold til fremtiden. Med afsæt i dette er vi kommet frem til en fælles beslutning om, at begge parter vil søge nye muligheder, fortæller Peter Friis, direktør for Thisted FC Elite i pressemeddelelsen.

Cheftræneren selv vil også se tilbage på sin tid i Thisted FC med et smil på læben.

- Jeg har valgt at takke af, fordi tiden er inde til, at jeg skal prøve noget nyt. Jeg skal finde en ny måde at udfordre mig selv på. Jeg har virkelig været glad for at være her i klubben, og jeg er stolt over, at vi har fået givet debut til en masse unge spillere undervejs, siger Bo Thomsen til Nordjyske.

Succestræneren har endnu ikke gjort sig konkrete tanker om, hvad der skal ske, når han stopper i Thisted efter den igangværende sæson.

- Så langt har jeg ikke tænkt. Nu handler det i første omgang om, at jeg meget gerne vil slutte godt af i Thisted, og så må jeg se, hvilke muligheder, der byder sig. Med et efterskolejob og det her trænerjob har jeg trukket store veksler på min familie. Det kan være, jeg lige skal puste ud, men jeg skal helt sikkert have et job med fodbold igen, siger Bo Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.