Thisted FC

Thisted tabte efter drømmescoring

Thisted er ude af pokalturneringen, men gjorde en god figur mod AC Horsens

AC Horsens vandt på et sent drømmemål. Foto: Bo Lehm

AC Horsens vandt på et sent drømmemål. Foto: Bo Lehm

FODBOLD:Spillemæssigt fik Thisted FC vist sig fremragende frem torsdag aften i Sydbank Pokalen mod AC Horsens, men det var ikke nok til sejr.

Netop som alle havde indstillet sig på forlænget spilletid, så sikrede AC Horsens sejren, da den indskiftede Louka Andreasen scorede et drømmemål til 2-1.

Horsens fik bolden i en omstilling, og offensivspilleren tak lidt ind i banen, inden han med et drøn sendte bolden helt op i den fjerne trekant - uden chance for Markus Iversen.

Og det var synd for Thisted, der havde haft deres chancer undervejs.

Der var ikke spillet mere end fem minutter, før gæsterne tog føringen, og det var netop på en af de standardsituationer, som Thisted ellers havde haft fokus på inden kampen.

Et langt indkast fra Mikkel Qvist i højresiden endte lige i panden på Simon Okosun, og ham var der ingen på TFC-mandskabet, der kunne matche i luften, og så var Horsens i front.

Næste gode mulighed kom også efter et indkast - denne gang fra venstresiden. Det var Erhan Masovic, der kom højest, men Markus Iversen kom godt ned i hjørnet og hentede.

Et hovedstød fra Sebastian Avanzini efter et godt gennembrud fra Michael Lumb i venstresiden gav næste mulighed til gæsterne, men Thisted spillede sig langsomt og sikkert ind i opgøret.

Spillemæssigt kunne de sagtens være med mod sydjyderne, og Horsens begyndte allerede i første halvleg at stå lidt dybere i banen.

Første gode tilbud til hjemmeholdet kom efter en skidt clearing i Horsens-forsvaret. Bolden endte hos Asger Bust Sørensen på kanten af feltet, og han trykkede af med en smuk flugter, som fremtvang en god redning fra Mate Delac.

Kort før pausen var det så Mads Vang, der kom i et godt gennembrud i venstresiden. Han fik trykket af fra en spids vinkel, men det var et godt skud, som tvang Delac ud i fuld længde. Kort før pausen var det så den tidligere AaB'er Jannik Pohl, der fik en god chance efter et godt gennembrud i højresiden, men hans skud fra tæt hold blev blokeret til hjørnespark.

Kort inde i anden halvleg prøvede TFC at slå til på en omstilling. Mads Stefansen stak bolden fint i dybden til den indskiftede Yao Dieudonne, der kom på banen fra anden halvlegs start, men vinklen blev lidt for spids, og hans afslutning gik forbi den fjerne opstander.

Og ivorianeren var i spillehumør. Et par minutter senere prøvede han med et sandt drøn fra distancen, men igen gik den forbi stolpen.

Et kvarter inde i anden halvleg lom Thisted igen igennem i en omstilling, men det flade indlæg fra Emil Lagergaard blev clearet et nanosekund før Yao Dieudonne kunne sparke den ind.

Det var derfor helt fortjent, da udligningen kom efter 66. minutter. Laurits Bust Sørensen opsnappede bolden efter et hjørnespark og med et følt spark, lagde han bolden fladt over i det fjerne målhjørne.

Horsens kom længere frem på banen efter scoringen, og efter 80 minutter var Simon Okosun tæt på at score sit andet mål i kampen. Et indlæg fra venstresiden kom over til bagerste stolpe, hvor Okosun kom forrest, men hovedstødet blev ikke kraftigt, og Markus Iversen kunne let redde.

Mikkel Qvist fik chancen på en halvflugtning i feltet kort før de 90 minutter var gået, men han sendte bolden over mål.

I overtiden var Mads Vang tæt på at opsnappe en løs bold i feltet, men det endte med nederlaget på 2-1.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst