Sport

Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen triumferer i stor holdturnering

De danske golfveteraner Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn var på det vindende hold i World Champions Cup.

Thomas Bjørn (nummer to fra venstre) og Søren Kjeldsen (knælende til højre) havde begge en stor andel i den europæiske sejr.
Thomas Bjørn (nummer to fra venstre) og Søren Kjeldsen (knælende til højre) havde begge en stor andel i den europæiske sejr. Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:44

Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen føjede natten til mandag dansk tid endnu en notering til deres flotte sejrslister.

De danske golfveteraner var således på det vindende europæiske hold i World Champions Cup, der er en Ryder Cup-inspireret turnering for spillere over 50 år.

Her dystede Europa mod USA og et hold fra resten af verden, og Bjørn og Kjeldsen spillede store roller på vej mod sejren.

Bjørn blev med 58 point over seks dyster Europas topscorer og tredjebedst samlet set på tværs af holdene, men Kjeldsen var på sin vis turneringens skarpeste.

Han var således kun med som reserve, men endte med at spille fire af seks dyster, og heri lavede han 41 point - eller 10,25 point per match, hvilket var bedste pointgennemsnit af alle.

Ud over Bjørn og Kjeldsen talte det europæiske hold legender som Colin Montgomerie, Bernhard Langer og kaptajn Darren Clarke.

Bjørn har netop overstået sin anden sæson på den lukrative PGA Tour Champions, og med to sejre og en samlet femteplads var silkeborgenseren på toppen.

Kjeldsen sluttede sig først til touren i maj, hvor han blev 50 år, men nåede at spille sig op som nummer 22 for sæsonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden