Fodbold

Thomas Frank: Mikkel Damsgaard debuterer tirsdag

Mikkel Damsgaard starter inde, når Brentford tirsdag aften møder Colchester i Liga Cuppen.

Mikkel Damsgaard ses her under en Nations League-udekamp mod Østrig i juni.
Mikkel Damsgaard ses her under en Nations League-udekamp mod Østrig i juni. Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller Mikkel Damsgaard får sin debut for Brentford tirsdag aften, når klubben møder Colchester på udebane i Liga Cuppen.

Det siger Brentfords cheftræner, danskeren Thomas Frank, på et pressemøde forud for kampen.

- Han skal starte inde, og det ser vi frem til. Det er en del af en stor plan, der er lagt for ham, siger Thomas Frank ifølge Brentfords hjemmeside og indikerer, at Damsgaard snart skal betragtes som en vigtigere del af holdet.

Det er under to uger siden, at Damsgaard skiftede fra Sampdoria til Brentford. Allerede tre dage efter skiftet varmede danskeren bænken i hjemmekampen mod Manchester United, mens han ikke var en del af kamptruppen i lørdagens udekamp mod Fulham.

Damsgaard bliver næppe det eneste nye ansigt i tirsdagens startopstilling, hvis man sammenligner med det hold, der startede i lørdags. Det behøver dog ikke være en stor svækkelse, påpeger Frank.

- Selvfølgelig laver vi nogle ændringer, men vi stiller op med et stærkt hold. Man kan også se, at vi har taget turneringen meget seriøst i de seneste to sæsoner, siger Frank med henvisning til, at Brentford nåede henholdsvis semifinalen og kvartfinalen i de seneste to sæsoner.

- Jeg kunne nemt vælge min foretrukne startopstilling, men jeg tror ikke, at det vil gavne os i andre turneringer.

Tirsdagens modstander huserer i League Two, Englands fjerdebedste række.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden