Thomas Franks assistent smutter efter en måned i Tottenham
John Heitinga fik tilbuddet om at blive, men følger Thomas Frank ud af døren i Tottenham.
Kroatiske Igor Tudor er ansat som afløser for fyrede Thomas Frank i Tottenham, men han får ikke glæde af John Heitingas arbejdskraft.
Hollænderen blev midt i januar ansat til at være en del af danskerens stab, men blot en måned efter har han selv valgt at drage videre.
Tottenham skriver på sin hjemmeside, at Heitinga fik tilbuddet om at fortsætte i samme funktion efter fyringen af Frank, men efter "grundig overvejelse" har han takket nej til at fortsætte under Igor Tudor.
Heitinga startede sæsonen som cheftræner i Ajax, men blev efter blot 15 kampe fyret, da resultaterne var utilfredsstillende.
Som aktiv havde 42-årige Heitinga en flot karriere. Han opnåede 87 landskampe for Holland og var med i VM-finalen i 2010. Han repræsenterede Ajax, Atlético Madrid, Everton, Fulham og Hertha Berlin på klubplan.
Heitinga har også været assistenttræner i Liverpool og West Ham tidligere i trænerkarrieren.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.