Thomasberg tror på kulden som medspiller i Europa League
Thomas Thomasberg håber, vejrforholdene vil give midtjyderne en fordel i torsdagens opgør mod Real Sociedad.
Når FC Midtjylland torsdag aften tager hul på knockoutfasen i Europa League, er det med spanske Real Sociedad som favorit til avancement.
Sådan lyder det både fra bookmakerne - og fra den midtjyske cheftræner.
- De er selvfølgelig på niveau med nogle af de dygtigste hold i turneringen, siger cheftræner Thomas Thomasberg i et interview bragt på FC Midtjyllands hjemmeside.
- Det er på niveau med hjemmekampen mod Frankfurt og kampen ude mod Porto. Det er et hold i den kaliber, vi møder, fortsætter han.
Bruger man de to kampe som målestok, tegner det til at blive en svær opgave for midtjyderne, der tabte til både Frankfurt og Porto i Europa Leagues indledende fase.
Real Sociedad sluttede ét point fra en plads i ligaspillets top-8, som ville have givet direkte adgang til ottendedelsfinalerne.
Thomasberg tror dog på, at FC Midtjylland kan overraske de spanske gæster.
- Jeg tror, de får sig en overraskelse på vores hjemmebane, siger træneren, der forventer, at både midtjydernes evner på banen og det kølige danske vintervejr vil komme bag på Sociedad-spillerne.
Sociedad kommer til Herning med flere spanske europamestre i truppen. Blandt dem er anfører Mikel Oyarzabal, der scorede det afgørende mål i EM-finalen mod England.
Vejrudsigterne lover frostvejr på MCH Arena i Herning - et par grader under frysepunktet.
Men selv med frostvejret som dansk medspiller, vil det kræve en stor præstation, hvis drømmen om en plads i ottendedelsfinalen skal holdes i live forud for returopgøret på Anoeta i San Sebastian.
- Vi går på banen med målet at vinde kampen - og gerne med så mange mål som muligt. Det er sjældent, playoffkampe er afgjort efter første kamp, så vi skal sætte os selv i den bedst mulige position, siger Thomasberg.
FC Midtjyllands nyindkøbte brasilianer Dani Silva er med i truppen, og kan meget vel få sin officielle debut i kampen, der begynder klokken 18.45.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.