Sport

Thunder knuser Denver og stormer i NBA-semifinale

I den syvende og afgørende kamp viste Thunder klassen mod Denver og strøg videre til NBA-semifinalen.

Shai Gilgeous-Alexander (nummer 2) var velspillende i den afgørende kamp i kvartfinaleserien mod Denver Nuggets.
Shai Gilgeous-Alexander (nummer 2) var velspillende i den afgørende kamp i kvartfinaleserien mod Denver Nuggets. Joshua Gateley/Ritzau Scanpix

Den canadiske stjerne Shai Gilgeous-Alexander blev noteret for 35 point, da Oklahoma City Thunder søndag aften lokal tid knuste Denver Nuggets med 125-93 og bookede billet til Western Conference-finalen i NBA-slutspillet.

Efter en tæt og jævnbyrdig kvartfinaleserie mellem holdene viste Thunder sin klasse i den syvende og afgørende kamp og vandt serien 4-3.

Dermed er Thunder klar til finalen i Western Conference - svarende til semifinalen i slutspillet - hvor holdet møder Minnesota Timberwolves, der i kvartfinalen overbevisende sendte Golden State Warriors ud af slutspillet.

Denver kom godt fra start mod Thunder og førte på et tidspunkt med 11 point i første quarter.

Men kampen tog en brat drejning i andet quarter, hvor Thunder fik gang i offensiven, og så kunne Denver ikke længere følge med.

- Jeg er virkelig knust på spillernes vegne. De kæmpede hårdt for at komme hertil og havde en reel chance, siger Denver-træner David Adelman ifølge nyhedsbureauet AFP.

Thunders Shai Gilgeous-Alexander kalder Western Conference-finalen et nødvendigt skridt på vejen mod det "endelige mål".

- Nu har vi fire kampe mod et virkelig stærkt hold i form af Timberwolves. Det er der, fokus er nu, siger canadieren.

Første kamp i semifinaleserien mellem Thunder og Timberwolves finder sted natten til onsdag dansk tid. Vinderen af serien går videre til finalen i juni.

I Eastern Conference-finalen tørner New York Knicks sammen med Indiana Pacers. Deres semifinaleserie indledes natten til torsdag dansk tid.

Boston Celtics vandt sidste år titlen i den bedste nordamerikanske basketliga, da holdet slog Dallas Mavericks i finaleserien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden