Tiafoe er første amerikaner i US Open-semifinale siden 2006

Frances Tiafoe fulgte op på den store sejr over Rafael Nadal og sendte Andrey Rublev ud af US Open.

Tiafoe er for første gang i karrieren klar til en semifinale i en grand slam-turnering. <i>Sarah Stier/Ritzau Scanpix</i>

Tiafoe er for første gang i karrieren klar til en semifinale i en grand slam-turnering. Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Frances Tiafoe formåede onsdag aften dansk tid at gøre noget, ingen amerikansk mand har kunnet i 16 år.

24-årige Tiafoe, som to dage forinden havde slået Rafael Nadal ud af US Open, vandt 7-6, 7-6, 6-4 over russiske Andrey Rublev og bookede en plads i semifinalen.

Mens de amerikanske kvinder har været hyppige gæster i turneringens afgørende kampe, var Andy Roddick frem til onsdag den seneste mand med amerikansk pas, som var nået så langt. Det skete i 2006.

Men efter sejren over Nadal ser Tiafoe ud til at blive svær at knække på hjemmebanen i New York.

Ganske vist gav niendeseedede Rublev den 26.-seedede amerikaner hård modstand ved at presse de to første sæt ud i tiebreak.

Men begge gange faldt sættene ud til amerikanerens fordel, før han med kampens eneste servegennembrud også tog tredje sæt.

- Det er vildt. Det er skørt, siger Tiafoe ifølge ATP's hjemmeside.

- For 24 timer siden tog jeg den største sejr i mit liv, og så kommer jeg ud og tager endnu en stor sejr. Andrey er en virkelig god spiller, og det er stort, at jeg kunne følge op på sejren (mod Nadal, red.).

- Jeg føler mig så hjemme på baner som de her. Banen her er utrolig. Publikum bakker op om mig, og jeg ønsker at spille og give mit bedste, siger han om oplevelsen på Arthur Ashe Stadium.

Nu står kun Carlos Alcaraz eller Jannik Sinner mellem Tiafoe og karrierens første grand slam-finale.

De to unge tennisstjerner står over for hinanden natten til torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.