Tidligere AaB'er er på vej ud af et mareridt: - Nu skal jeg vise hele Danmark, hvad jeg kan

Wessam Abou Ali ser frem til søndagens møde med AaB, men han føler ikke, at han har noget særligt at bevise over for sin tidligere klub

Wessam Abou Ali fik comeback i sidste søndags udekamp mod FC København. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Wessam Abou Ali fik comeback i sidste søndags udekamp mod FC København. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Når AaB søndag eftermiddag gæster Silkeborg i 3F Superligaen, bliver det også mødet med en lille AaB-koloni, der har slået sig ned i det midtjyske.

Silkeborg-holdet styres af den tidligere mestertræner i AaB Kent Nielsen, og blandt sine udvalgte har han de tidligere AaB’ere Nicolai Larsen, Nicklas Helenius og Wessam Abou Ali. Særligt for sidstnævnte imødeses kampen med stor glæde, fordi han endelig er spilleklar igen.

- Det seneste halve år har jeg haft noget alvorligt ubehag i kroppen. Hver gang, jeg har fået pulsen op, er jeg blevet svimmel, og efter næsten hver træning i opstarten har jeg også skullet kaste op.

- Jeg har været igennem nogle undersøgelser og skal også til flere, men jeg har det faktisk helt fantastisk nu. Jeg har ikke fået svar på alle undersøgelser, men jeg har selvfølgelig fået clearet hjertet, og i den seneste halvanden uge har jeg kunnet træne med, og det er gået virkelig godt. Jeg er nok lige nu i den bedste fodboldform, jeg overhovedet har været i, mens jeg har været i Silkeborg, fortæller Wessam Abou Ali.

Han fik sit comeback sidste søndag, da han blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg af 0-0-kampen mod FC København i Parken.

Siden er det også blevet til 45 minutter i en reserveholdskamp mod SønderjyskE for angriberen, der i sidste sæson blandt andet også blev ramt af coronavirus.

- Vi har haft alt oppe at vende, i forhold til hvad der har kunnet være galt. Om det har været noget mentalt, noget allergi eller noget tredje. Der må have været noget forkert i kroppen, der har drillet mig, men det er lidt mærkeligt, at det stoppede lige pludseligt, siger Wessam Abou Ali.

Nu føler han sig dog så meget ude på den anden side, at han kan se frem til søndagens møde med sin tidligere klub.

- Det er selvfølgelig en kamp, jeg rigtig gerne vil spille. Drømmescenariet ville jo være, at jeg var på et stadie, hvor jeg havde kapaciteten til at starte inde, men det er sjovt at skulle møde AaB. Jeg har mødt dem i en træningskamp, hvor jeg heldigvis også fik scoret, men det bliver nok endnu sjovere, når jeg skal spille på Aalborg Stadion en dag.

- Når kampen først går i gang, er det dog som enhver anden kamp, og så er det nok sjovere for omverdenen end for os selv, at vi er nogle i Silkeborg, der har en fortid i AaB, siger Wessam Abou Ali, der sidste sommer blev solgt af AaB til Silkeborg.

Angriberen var netop vendt hjem efter et lejeophold i Vendsyssel FF, men måtte konstatere, at AaB ikke ville satse på ham.

- Jeg føler ikke, at jeg har noget at bevise over for andre end mig selv. Jeg har været igennem et hårdt år på både den personlige og fodboldmæssige front, men heldigvis har jeg været på et godt hold, der kunne klare sig uden mig og rykke op i den bedste række. Nu er det vigtigste for mig at bevise over for mig selv, mine holdkammerater og Kent (Nielsen, red.), at de kan stole på mig og ved, at jeg leverer på 100 procent,

- Jeg ved, hvad mit niveau er, og det synes jeg også, jeg fik vist i Vendsyssel, når jeg ikke var skadet, og jeg synes også, at jeg viste det i Superligaen i AaB, inden jeg løb ind i nogle problemer.

- Jeg er ikke nervøs for noget. Jeg har tværtimod fået en stor kærlighed til fodbolden tilbage, for den var måske lidt væk, da alt gik skidt. Jeg er motiveret og glad, og nu skal jeg bare vise hele Danmark, hvad jeg kan, siger Wessam Abou Ali.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.