Fodbold

Tidligere AaB'er scorede hattrick ved klub-VM

Wessam Abou Ali, der tidligere har spillet for AaB og Vendsyssel, lavede hattrick ved klub-VM

Wessam Abou Ali viste målnæsen frem ved klub-VM med tre mål for egyptiske Al Ahly i 4-4-kampen mod Porto.
Wessam Abou Ali viste målnæsen frem ved klub-VM med tre mål for egyptiske Al Ahly i 4-4-kampen mod Porto. Foto: Susana Vera/Reuters

Den dansk-palæstinensiske angriber Wessam Abou Ali forlod klub-VM med et brag.

Den AaB- og Vendsyssel-spiller scorede hattrick for egyptiske Al Ahly, der natten til tirsdag dansk tid spillede 4-4 mod Porto i den sidste gruppekamp.

De tre mål var dog forgæves, da Al Ahly røg ud af turneringen sammen med Porto. I stedet gik Lionel Messis Inter Miami og Palmeiras videre til ottendedelsfinalerne.

Wessam Abou Ali fik personlig oprejsning efter et selvmål i den foregående kamp ved klub-VM.

Efter et kvarter slog Wessam Abou Ali til med sit første mål i kampen. Fra en spids vinkel sparkede han bolden i mål med venstrebenet til 1-0.

I slutningen af første halvleg scorede Wessam Abou Ali til 2-1 på et straffespark.

Fem minutter inde i anden halvleg viste Wessam Abou Ali også sine evner i hovedspillet, da han pandede Al Ahly foran for tredje gang i kampen til 3-2.

Al Ahly smed også en fjerde føring i kampen, da Porto-angriberen Pepe i det 89. minut udlignede til slutresultatet 4-4.

26-årige Wessam Abou Ali fik aldrig sit gennembrud i AaB. I AaB blev det til fire mål i 31 kampe.

Til gengæld scorede han 29 mål i 66 optrædener for Vendsyssel, som solgte ham videre til svenske Sirius.

I Sirius fortsatte han med at score mål. Det blev til 11 mål i 17 kampe, og det fik Al Ahly til at betale omkring 15 millioner kroner for spilleren.

I Al Ahly er han med det seneste hattrick oppe på 38 mål i 60 kampe.

Mens Al Ahly røg ud, gik Inter Miami og Palmeiras videre. Inter Miami skal møde Paris Saint-Germain i sin ottendedelsfinale. Dermed skal Messi møde sin tidligere franske arbejdsgiver, der lige har vundet Champions League.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden