Tidligere AaB-keeper blomstrer i sit nye bur

Andreas Hansen var tilbage i Aalborg for første gang siden sit skifte til FC Nordsjælland. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Andreas Hansen var tilbage i Aalborg for første gang siden sit skifte til FC Nordsjælland. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Andreas Hansen var søndag tilbage på Aalborg Portland for første gang siden sit skifte fra AaB til FC Nordsjælland, og det blev en god dag for keeperen, der noterede sig for et clean sheet.

- Det var sjovt. Det var godt at se de gamle gutter. Jeg fik jo ikke rigtigt sagt farvel, da vi ikke vidste, om jeg skulle blive i FC Nordsjælland eller tilbage til AaB, siger Andreas Hansen, der er vendt hjem til Sjælland, hvor han er opvokset.

- Jeg er faldet godt til tilbage på Sjælland. Det har været nemt med venner og familie. Vi er lige blevet forældre her for to måneder siden, så der er nok nogle bedsteforældre, der er lidt ekstra glade for, at vi er tilbage på Sjælland, siger Andreas Hansen. 

FC Nordsjælland har lige nu gang i en fantastisk stime med 14 kampe i streg uden nederlag. Det kan han uden tvivl tage sin del af æren for. Særligt med tanke på den stime han landede i, som var mere negativ karakter. Keeperen vil dog ikke høre tale om nogen Andreas Hansen-effekt.

- Nej det tror jeg nu ikke. De her spillere skulle nok vinde før eller siden, for det er nogle virkelig dygtige drenge, som jeg spiller sammen med. Det var bare en sæson, hvor det var stolpe ud, for kvaliteten er god. Det kan man også se nu, siger Andreas Hansen. 

Han nyder at være kommet til FC Nordsjælland, hvor han selv som målmand skal være en del af et meget indarbejdet koncept.

- Den måde, som man gør tingene på i Nordsjælland, er en måde, som man har arbejdet på i meget lang tid. Det kan man godt mærke. Der er en klar filosofi i forhold til, hvordan man gør tingene, og hvordan spillet skal være. Det er tydeligt for mig at mærke. Det har været meget lærerigt for mig, siger Andreas Hansen. 

Mens hans tidligere klub lige nu holder til i den tunge ende af rækken, fører FC Nordsjælland Superligaen efter fem runder, så det ser godt ud for nordsjællænderne.

- Det er svært at sige, hvor loftet er for os. Tingene er begyndt at fungere, og vi er blevet bedre til at forsvare, og det er noget, vi er begyndt at sætte en stor ære i, så det er spændende at se, hvad det kan blive til, siger Andreas Hansen. 

Han blev hentet til AaB med en forventning om, at han før eller siden skulle tage over for Jacob Rinne, når han skulle sælges videre. Det salg indtraf bare aldrig, og så måtte Andreas Hansen blive på bænken. Så det store spørgsmål er, om han i dag er skuffet over, at han aldrig for alvor fik chancen i AaB-målet.

- Ja det kan man godt sige, jeg er. Da jeg kom herop, var jeg bevidst om, at der var en god målmand (Jacob Rinne) i klubben, men jeg ville presse på og vise, at det skulle være mig. Det knoklede jeg for hver dag, men sådan skulle det ikke være. Men jeg er blevet stærkere mentalt af det, siger Andreas Hansen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden