Tidligere dommer kritiserer DBU-udvalg: Vi blev savet over

Den tidligere superligadommer Benjamin Willaume-Jantzen kritiserer ledelsesstilen i DBU's dommerudvalg.

Benjamin Willaume-Jantzen var dommer i omkring 20 år. Heraf tre et halvt år i Superligaen, indtil han stoppede i sommer (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Benjamin Willaume-Jantzen var dommer i omkring 20 år. Heraf tre et halvt år i Superligaen, indtil han stoppede i sommer (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Benjamin Willaume-Jantzen stoppede i sommer sin dommerkarriere, da han var påvirket af ledelsesstilen i dommerudvalget hos Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det fortæller 35-årige Benjamin Willaume-Jantzen i et stort interview med Politiken.

Her efterlyser han blandt andet støtte fra ledelsen og fortæller sin version af flere episoder, som han fandt ubehagelige.

Det drejer sig blandt andet om sommeren 2019, hvor dommerne blev indkaldt til et møde af formanden i dommerudvalget, Michael Johansen, efter en række store fejl i den nye sæson.

- Der var fundet 20-30 klip frem, og så blev vi alle ellers savet midt over. Det var voksenskældud af den værste skuffe, og den ramte alle uden undtagelse. Hvad lavede du dog? Hvad gik gennem hovedet på dig? Hvad tænkte du på?

- Altså, for mig at se var det slet ikke konstruktivt eller opbyggeligt i den situation. Og hvis nogen prøvede at indvende noget, blev det fejet væk, siger Benjamin Willaume-Jantzen.

Den nu tidligere superligadommer, som arbejder som erhvervsjurist, forklarer desuden, at den hårde ledelsesstil for ham øgede risikoen for fejl, da han frygtede at blive kørt over internt.

Michael Johansen har svært ved at genkende kritikken. Han mener, der er et rigtig stærkt sammenhold og en fokus på at gøre hinanden stærkere blandt dommerne.

- Det lyder selvfølgelig lidt hult, når vi nu har Benjamin, der er ked af det. Det kan jeg kun beklage, siger Michael Johansen til Politiken.

Michael Johansen tiltrådte efter sit eget karrierestop i sommeren 2019 som formand for DBU's dommerudvalg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.