Tidligere FCK-keeper får permanent aftale i Aston Villa

Robin Olsen er ikke længere udlejet til Aston Villa. Den svenske keeper er købt fri fra AS Roma.

Robin Olsen forbliver i Birmingham, hvor han har fået en aftale med Aston Villa på plads. (Arkivfoto) <i>Borut Zivulovic/Reuters</i>

Robin Olsen forbliver i Birmingham, hvor han har fået en aftale med Aston Villa på plads. (Arkivfoto) Borut Zivulovic/Reuters

Den tidligere FC København-keeper Robin Olsen har fået vekslet sit lejeophold til en permanent aftale med Aston Villa, oplyser den engelske klub lørdag på sin hjemmeside.

32-årige Olsen kom til Birmingham-klubben på en lejeaftale fra AS Roma i vinter og har tilbragt det meste af tiden på bænken i Aston Villa.

Der er ikke oplyst hverken købspris eller kontraktlængde.

Han fik debut i Aston Villas udekamp i sidste spillerunde mod mestrene fra Manchester City, som vandt kampen 3-2 efter et stort comeback.

De tre indkasserede mål har dog ikke ændret på, at Aston Villa gerne vil beholde sin svenske keeper med de danske aner.

Begge hans forældre er danskere, men han er vokset op i Sverige. Han kunne således vælge, om han ville stå til rådighed for det svenske eller danske landshold i sin tid. Valget faldt på Sverige.

Han tørnede ud med stor succes for FC København fra 2016 til 2018, hvor italienske Roma stod klar med en stor kontrakt.

Her har han været på kontrakt siden, men det er undervejs blevet til lejeophold som både Cagliari, Everton og Sheffield United, inden turen gik til Aston Villa.

Robin Olsen står noteret for 58 landskampe for Sverige.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden