Tidligere Juventus-spiller død i en alder af 49 år
Fabián O'Neill havde i længere tid kæmpet mod en leversygdom. Han døde på hospitalet søndag morgen.
Den tidligere Serie A-spiller Fabián O'Neill fra Uruguay er død i en alder af 49 år. Han døde søndag efter længere tids leversygdom.
Det skriver den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Fabián O'Neill blev indlagt på et hospital i Uruguays hovedstad, Montevideo, lørdag morgen på grund af en forværring af hans sygdom.
Ifølge La Gazzetta dello Sport opstod leversygdommen som følge af alkoholproblemer.
Søndag morgen tabte den tidligere Juventus-spiller sin sidste kamp.
O'Neill nåede at spille for klubber som Nacional, Cagliari, Juventus og Perugia. Han fik også 19 kampe for det uruguayanske A-landshold.
- Juventus mindes Fabián og sender kondolencer til hans familie, skriver Juventus på sin hjemmeside.
Også Cagliari mindes ham.
- Vi er stolte over at have kunnet beundre din genialitet på nært hold, helt krystalklar - som de dyreste diamanter. Du fik os til at forelske os i din elegance. Cagliari er aldrig stoppet med at elske sin troldmand med nummer 10 på ryggen.
- Hvil i fred, Fabián. For altid en af os, skriver den italienske klub på Twitter.
/ritzau/NTB
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.