Hobro IK

Begge parter indstillet på et exit for profil

Hobro skabte flest chancer, men Vendsyssel vandt 1-0, da de to 1. divisionsklubber pudsede formen af

Benni Smales-Braithwaite, der har en fortid i Manchester Citys ungdomsafdeling, viser sig i disse dage frem i Vendsyssel FF.
Benni Smales-Braithwaite, der har en fortid i Manchester Citys ungdomsafdeling, viser sig i disse dage frem i Vendsyssel FF. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 19:43

HOBRO: Der var tale om en rigtig vandkamp, da træningskampen mellem Vendsyssel FF og Hobro var pakket ind i silende regn fra start til slut. 

Men på en imponerende god træningsbane fik de to nordjyske 1. divisionshold vist sig godt frem. Særligt første halvleg bød på mange fine indslag, mens de mange udskiftninger kostede lidt på kvaliteten efter pausen. 

Særligt første halvleg blev afviklet med en intensitet og et tempo, der mindede om en turneringskamp mellem de to hold. Oskar Øhlenschlæger blev matchvinder, da han i midten af første halvleg bankede bolden i mål efter et hjørnespark, som Simon Okosun havde forlænget. 

Både Hobro og Vendsyssel havde en enkel prøvespiller med, og i begge tilfælde var det positive indtryk, der blev efterladt. 

Hos Vendsyssel var der en halvlegs penge til den engelske kantspiller Benni Smales-Braithwaite, der har en fortid hos selveste Manchester City. Han har også været på kontrakt i Southampton, men de seneste sæsoner har budt på ophold i sekundaklubber rundt om i England. Senest har han været på kontrakt i Barrow, der spiller i League 2. 

Nu skal Benni Smales-Braithwaite forsøge at spille sig til en aftale i Vendsyssel, og den 21-årige kantspiller viste i glimt prøver på sin kunnen mod Hobro. 

- Han er en teknisk stærk spiller, der tidligere i sin karriere har scoret mange mål. Han er helt bestemt en spændende spiller, siger Vendsyssel-træner Henrik Pedersen. 

Hvis det bliver til en aftale med englænderen, så vil han besætte en af de to ledige pladser i VFF-truppen, der er reserveret til en kantspiller. Udfordringen er lige nu og her, at Benni Smales-Braithwaite ligner en spiller, der har et godt stykke til topformen.

Christian Hørby er tilbage i Hobro efter to år i Thisted. Foto: Torben Hansen

Spændende Hobro-angriber

Hobro havde Moubarack Compaoré med. Sarpsborg-spilleren har trænet med i Hobro, og det blev til 45 minutter, hvor han i et par tilfælde fik vist en stor hurtighed. Det er uvist, om Hobro ender med at skrive kontrakt med ham, men de første indikationer fra Himmerland har afgjort været positive.

Det virker i det hele taget til, at Hobro er langt i arbejdet med at få truppen på plads. Det er en enkelt eller to offensive forstærkninger, der skiller sportschef Lars Justesen fra en rolig sommer. Måske kan Moubarack Compaoré være et af de navne. 

Hos Hobro var der også gensyn med Christian Hørby, der vender tilbage til Hobro efter to år i Thisted. Han kommer ind og bliver supplement til Mads Freundlich, Frederik Mortensen og Villads Rasmussen. 

- Jeg er blevet modnet af at være i Thisted. Jeg har det fint med, at konkurrencen er bliver højnet af at være i en klub, der spiller i en række højere, siger Christian Hørby, der leverede en ihærdig indsats på den centrale midtbane i anden halvleg.

 

Moubarack Compaoré fik en halvleg for Hobro. Foto: Torben Hansen

Her var det dog primært Vendsyssel FF, der dominerede, selvom det var et mildt sagt alternativt hold, der var sendt i aktion. Med på VFF-holdet var blandt andet Victor Mpindi på banen. Den fysisk stærke midtbanespiller har ellers været fraværende i de første træningspas hos vendelboerne, men nu er han atter at finde i Vrå. Spørgsmålet er dog hvor længe. 

Skal væk

- Det er ingen hemmelighed, at begge parter er indstillet på, at vi skal finde en anden klub til Victor, men lige nu er han her, og så skal vi have det bedste ud af det. Det er også derfor, han spiller en halvleg i dag, siger Søren Henriksen, sportschef i Vendsyssel FF. 

Han har travlt, for der foregår en del forhandlinger bag kulisserne lige nu. Vendsyssel-truppen er tyndt besat på antal lige nu, så et par tilføjelser vil helt sikkert være en stor hjælp for Henrik Pedersen.

- Vi kommer nok til at få et par aftaler på plads i løbet af de næste dage. Vi er stadig i gang i forhold til de helt store forstærkninger, som vi satser på at skulle have ind, men her må vi væbne os med tålmodighed. Der er da nogle af dem, vi snakker med lige nu, som vi gerne ville lukke, hvis det var muligt, men det , siger Søren Henriksen. 

Sidst men ikke mindst var der tirsdag eftermiddag en historie ude om, at Vendsyssels Tobias Anker er på radaren i flere danske klubber, men Vendsyssels sportslige ledelse oplyser til Nordjyske, at man ikke på nuværende tidspunkt har fået henvendelser fra andre danske klubber. Der har været et par svenske følere, men det er indtil videre de er indtil videre de eneste. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden