Tidligere profil gør comeback i Vendsyssel FF
Ali Messaoud vender tilbage til Vendsyssel FF, hvor han nu skal være assistenttræner
Opdateret kl. 16:43
FODBOLD: Ali Messaoud gør comeback i Vendsyssel FF, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Hollænderen, der spillede i Vendsyssel fra 2019 til 2021, vender dog tilbage i en rolle uden for kridtstregerne. 31-årige Ali Messaoud bliver ny assistenttræner i klubben og afløser dermed Nikolaj Hørby, der tidligere på sommeren skiftede til SønderjyskE.
Ali Messaoud kommer til at indgå i et trænerteam, der i forvejen består af cheftræner Henrik Pedersen og assistenttræner David Olsen.
- Siden Nikolaj Hørby stoppede, har vi ledt efter en ny assistenttræner. Vi synes, at Ali passer rigtig godt ind i den profil, som vi søgte. Godt nok har han ikke noget erfaring som træner, men han har stor erfaring som spiller, hvor han igennem sin aktive karriere har spillet under trænere som Louis van Gaal og Ronald Koemann.
- Det var vigtigt for os at få en ind, som spillerne kunne snakke med, og som forstår, hvordan de tænker. Samtidig har Ali en kæmpe ambition om at blive en dygtig træner, og han har en stor villighed til at lære fra vores dygtige trænerteam. Han er allerede nu blevet en stor del af træningen og har blandt andet fået ansvaret for den individuelle træning og udvikling af spillerne, siger Søren Henriksen, der er sportschef i Vendsyssel FF.
Ali Messaoud stoppede sin aktive karriere efter sidste sæson, hvor han forlod VV Stedoco.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.