Tidligere Serie A-stjerne holder sig i gang hos FCN

Kwadwo Asamoah skal finde ud af, om han skal fortsætte sin karriere, og de overvejelser gør han sig i Farum.

Kwadwo Asamoah spillede i Juventus i seks år og vandt det italienske mesterskab hvert år. (Arkivfoto). <i>Antonio Calanni/Ritzau Scanpix</i>

Kwadwo Asamoah spillede i Juventus i seks år og vandt det italienske mesterskab hvert år. (Arkivfoto). Antonio Calanni/Ritzau Scanpix

Superliga-klubben FC Nordsjælland har besøg af en herre med et flot cv.

Den seksdobbelte italienske mester Kwadwo Asamoah tager således del i træningen i Farum for tiden.

Det skriver regionalmediet sn.dk.

Den 33-årige ghanesiske kantspiller spillede fra 2012 til 2018 over 150 kampe for Juventus, hvor han var med til at hente de føromtalte mesterskaber.

Særligt de to første sæsoner i klubben var succesfulde, inden blandt andet skader spolerede flere af de efterfølgende sæsoner.

Siden rykkede han videre til Inter, hvor det blev til 53 kampe over godt og vel to år, og senest har han spillet for Cagliari.

Lige nu skal han finde ud af, om karrieren skal fortsætte. Om han kommer til at tørne ud i FC Nordsjællands røde trøje, tør cheftræner Flemming Pedersen endnu ikke at spå om.

- Vi må se, om det kan blive aktuelt. Lige nu er der ikke sat nogen tid på hans ophold her hos os. Det kan jo være, vi ikke slipper af med ham, siger Flemming Pedersen ifølge sn.dk med et grin.

Cheftræneren kalder ghanesiske Kwadwo Asamoah for en ven af huset. FC Nordsjælland samarbejder med et talentakademi i Ghana og har flere andre ghanesere i truppen.

Også i trænerstaben er der ghanesisk indflydelse. Den tidligere Chelsea-stjerne Michael Essien er således en af Flemming Pedersens assistenter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.