Sport

Tidligere succeshistorie rykker ud af La Liga

Girona blev for to år siden nummer tre i La Liga. Nu er Manchester Citys søsterklub rykket ud.

Efter et par succesår er Girona rykket ud af den spanske La Liga. (Arkivfoto).
Efter et par succesår er Girona rykket ud af den spanske La Liga. (Arkivfoto). Bruna Casas/Reuters

Opdateret kl. 23:24

Højt at flyve, dybt at falde. I seneste sæson spillede Girona Champions League efter at være blevet nummer tre i La Liga i 2023/24-sæsonen, men nu er det catalanske mandskab rykket ud af den bedste spanske række.

Det er en kendsgerning, efter at det i sidste spillerunde blev til 1-1 mod Elche, der overlevede.

Dermed må Girona, der i sommeren 2017 blev købt af City Football Group, det Abu Dhabi-baserede selskab, som også ejer Manchester City samt en række andre klubber, en tur ned i La Liga 2.

Andetsteds i sidste runde fik danske Andreas Christensen comeback efter en længere knæskade for mesterholdet Barcelona, der tabte 1-3 til Valencia i en kamp uden betydning.

Danskeren fik den sidste halve time på banen, hvilket var hans første spilleminutter i 2026.

Mens Andreas Christensen og Barcelona altså ikke havde det store at spille for, var der lagt op til en højdramatisk afslutning, når det gjaldt kampen om nedrykningspladserne i den spanske La Liga.

Det lå allerede fast, at Real Oviedo tog turen ned på næstøverste niveau, mens fem hold var i spil til de to øvrige nedrykningspladser.

Ud over Girona endte Mallorca med at være det andet mandskab, der trak nitten. De to hold lå også forud for sidste spillerunde under stregen.

Godt nok vandt Mallorca 3-0 over Oviedo, men holdet fra den populære ferieø var afhængig af flere andre resultater, hvis det skulle blive til overlevelse, og de faldt altså ikke i hak.

For Girona var det mere simpelt. En sejr hjemme over Elche ville sikre overlevelse, men sådan gik det ikke.

Gæsterne kom fem minutter før pausen foran, da Alvaro Rodriguez med en lækker detalje styrede en hoppende bold i feltet og i samme bevægelse vendte rundt og sendte den op i nettaget.

Kort inde i anden halvleg blev der bragt balance i regnskabet, da Gironas Arnau Martinez sendte en returbold efter et frispark i kassen.

Sejrsmålet udeblev dog for de catalanske værter, der dermed må tage turen ned i den næstbedste række efter fire sæsoner i La Liga.

I 2017 rykkede Girona op i La Liga for første gang i 87 år. Det blev til to år i den bedste række, inden man i 2019 rykkede ned.

Efter tre sæsoner i La Liga 2 vendte Manchester Citys søsterklub i 2022 tilbage til La Liga og to år senere imponerede med en tredjeplads. Men det kan altså gå hurtigt i topfodbold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden