Tidligere Vendsyssel-spiller dukkede vendelboerne

Vendsyssel havde mest af alt sig selv at takke for, at det blev til et 1-2-nederlag i hjemmekampen mod Fremad Amager

Lucas Jensen og Vendsyssel FF måtte for første gang i denne sæson forlade banen som den tabende part. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Lucas Jensen og Vendsyssel FF måtte for første gang i denne sæson forlade banen som den tabende part. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Christoffer Boateng har ikke lagt skjul på, at han var skuffet over den måde, som Vendsyssel FF håndterede hans udlån til Hvidovre i sidste sæson. Derfor var han også glad for at skifte videre til Fremad Amager, da han ikke anså det som sandsynligt at fortsætte samarbejdet. Lørdag var han for første gang tilbage i Hjørring, og det blev den tidligere Vendsyssel-spiller, der kunne rejse hjem med et stort smil på læberne.

For den uvildige tilskuer var første halvleg på Nord Energi Arena en underholdende omgang fodbold. Den ene chance afløste den anden. I perioder af de første 45 minutter kunne man sagtens forveksle kampbilledet med en intervaløvelse fra træningsbanen. Den ene omstilling afløste den anden i en hæsblæsende første halvleg. 

At det var Fremad Amager, der var foran ved sidebyttet, var først og fremmest et udslag af uskarpt afslutningsspil fra hjemmeholdet, der skabte det antal store chancer, som man kunne ønske sig. Blandt andet sparkede en helt fri Lucas Jensen bolden forbi mål, da han var blevet spillet i himlen af Parfait Bizoza. 

Inden da havde tilskuerne fået tre mål. Desværre for de mange lokale fans, var det Fremad Amager, der havde scoret to og hjemmeholdet blot et enkelt. 

Christoffer Boateng fik sagt pænt goddag til sin tidligere arbejdsgiver, da han bragte Fremad Amager foran. Kort efter udlignede Lasse Steffensen. Det virkede som om, Michael Lumb havde glemt at høre efter på taktikmødet, hvor Lasse Steffensens evne til at dukke op i feltet må vær blevet nævnt. Steffensen udlignede med en signaturscoring - et hovedstød. 

Så skulle man tro, at et godt indstillet Vendsyssel-hold havde fundet sine fødder at stå på, men udligningen blev hurtigt annulleret af endnu en Fremad-scoring. Denne gang ved Lucas Haren. 

Begge holds venstrebacker havde visse udfordringer. Vendsyssels Thomas Christiansen mest af alt, fordi han fik et tidligt gult kort. Derfor blev han pillet ud i pausen til fordel for Emil Nielsen. Fremad Amager-træner Michael Hemmingsen valgte at ændre formation for at imødegå den motorvej, som Vendsyssel havde haft i Fremad Amagers venstre side, hvor Michael Lumb ikke havde gang i sit livs bedste kamp. 

Første halvlegs chanceorgie blev afløst af et mere ensrettet kampbillede i anden halvleg. Vendsyssel fik et klart spillemæssigt overtag, men nu sled vendelboerne mere i det for at skabe de chancer, som der havde været mange af i første halvleg. Fremad Amagers nye formation fik lukket godt ned for de kanter, der havde skabt muligheder for hjemmeholdet i første halvleg, og slaget om den centrale midtbane blev i højere grad vundet af Fremad Amager, der via hård fight fik lukket ned for de forskellige rum. 

Vendsyssel havde nu i den grad brug for en dåseåbner for at få hul igennem til Fremad Amager-målet. Tempoet blev dygtigt trukket ud af VFF-spillet af et kompakt udehold, der havde det helt fint med at overlade bolden til Vendsyssel-spillerne. 

Med et kvarter tilbage var Fremad Amager nu presset helt tilbage i eget felt, og indskiftede Tiemoko Konate noterede sig for den hidtil største chance i anden halvleg, da han pludselig var fri til at møde et indlæg på bagerste stolpe. Hans forsøg gik imidlertid forbi.

Vendsyssel kæmpede med at få tempo nok i spillet til at skabe bare en snert af ubalance i et yderst afbalanceret amagerkansk forsvar. Mod kampens slutning havde Vendsyssel gravet så dybt i værktøjskassen, at det nu kun var tilfældigheder og held, der var tilbage i forsøget på at fremtvinge en efterhånden oplagt udligning, men selv ikke topscorer Lasse Steffensen kunne finde nøglen, så Vendsyssel måtte notere sig sæsonens første nederlag.

Vendsyssel FF - Fremad Amager 1-2

Mål: 0-1 Christoffer Boateng (7. minut), 1-1 Lasse Steffensen (13. minut), 1-2 Lucas Haren (17. minut)

Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Tobias Anker, Thomas Christiansen (Emil Nielsen, 46. minut) (Ronnie Schwartz, 78. minut) - Parfait Bizoza, Zander Hyltoft (Diego Montiel, 64. minut), Panagiotis Armenakas - Lucas Jensen, Lasse Steffensen, Wessam Abou Ali (Tiemoko Konate, 57. minut). 

Advarsler: Thomas Christiansen (9. minut), Wessam Abou Ali (26. minut), Panagiotis Armenakas (51. minut)

Tilskuere: 829

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Live fra Mia-sagen: Tog på arbejde - og fortsatte makaber handling
Luk