Tilbagevendt back drømmer om at snige sig med til OL

Mads Larsen ved, at han ikke står forrest i køen, men han håber alligevel på, at han er blandt landstræner Heinz Ehlers' udvalgte til Vinter-OL

Mads Larsen leverede fire point i årets første kamp mod Herlev, men mod Esbjerg kunne backen ikke gøre en afgørende forskel. Foto: Torben Hansen

Mads Larsen leverede fire point i årets første kamp mod Herlev, men mod Esbjerg kunne backen ikke gøre en afgørende forskel. Foto: Torben Hansen

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks indkasserede lørdag eftermiddag 2022’s første nederlag.

Vendelboerne trak det korteste strå i en helt jævnbyrdig affære mod Esbjerg, der først løb med sejren efter en afgørelse på straffeslag. Dermed tog vestjyderne to point med hjem, mens White Hawks måtte nøjes med et enkelt.

- Når det først bliver afgjort i straffe, er det selvfølgelig de helt små marginaler, der gør forskellen, men man kan aldrig være tilfreds efter at have tabt en hockeykamp, og det kan vi heller ikke være i dag.

- Vi stod rigtig godt defensivt, og det er jo godkendt, at de kun laver ét mål, men vores spil fremad banen var ikke godkendt. Vi manglede at få nogle flere pucke på mål og få noget trafik foran deres mål, konstaterer backen Mads Larsen, der var en af to White Hawks-spillere til at brænde et straffeslag.

Den 26-årige midtjyde har ellers vist sig flot frem på det seneste. I den foregående kamp mod Herlev leverede Mads Larsen hele fire point, og storformen har muligvis bragt backen i spil til det forestående Vinter-OL i Beijing, hvor landstræner Heinz Ehlers er tvunget til at blande sine kort på ny, idet NHL-spillerne er forhindrede i at deltage.

- Selvfølgelig er det noget, jeg tænker på, når jeg nu ved, at der snart skal udtages et hold, og jeg ikke er helt vildt langt fra at kunne komme i spil. Der er stadig rigtig mange gode spillere, der kæmper om pladserne, men det er selvfølgelig en kæmpe drøm for mig at komme med. For en sportsmand bliver det jo ikke meget større end et OL.

- Det er svært at sætte ord på, hvad det vil betyde for mig, men det største, man kan opnå med et landshold, er jo at komme med til VM eller OL. Det har jeg ikke prøvet endnu, så det er selvfølgelig en drøm, jeg har, siger Mads Larsen, der dog erkender, at han næppe står øverst på Heinz Ehlers’ liste.

- Jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke bliver udtaget, for jeg ved, at der er nogle, der står foran mig i køen, men jeg håber selvfølgelig, at det kan lade sig gøre at komme med på et tidspunkt, siger Mads Larsen.

Tilbage i september var der ellers ikke meget, der tydede på, at Mads Larsen i januar skulle stå og tænke på en mulig OL-deltagelse. Sæsonen var kun to kampe gammel, da han pådrog sig en alvorlig skulderskade, som krævede en operation. Den første melding lød på op til et halvt års pause, men allerede sidst i november var Mads Larsen tilbage på isen.

- Det viste sig ikke at være så slemt som først antaget, og så gik min genoptræning bare rigtig godt. Jeg fik en fantastisk støtte fra White Hawks, der hjalp med genoptræning, fysioterapi og med at komme i form igen, og jeg føler, at jeg er tilbage på 100 procent, siger Mads Larsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.