Håndbold

Tilbagevendt profil førte an i godt Mors-Thy-comeback

Mads Hoxer scorede seks gange i sit comeback for Mors-Thy

Mads Hoxer fik fredag spilletid for første gang i denne sæson. Arkivfoto: Bo Lehm
Mads Hoxer fik fredag spilletid for første gang i denne sæson. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:04

HÅNDBOLD: Mads Hoxer fik fredag aften et flot comeback for Mors-Thy Håndbold, da han var med til at sikre et enkelt point på udebane mod KIF Kolding.

Den tilbagevendte højreback scorede seks mål i kampen, som endte 31-31, efter at Mors-Thy ellers havde været bagud i store dele af kampen.

KIF Kolding - Mors-Thy Håndbold 31-31 (16-15)

Stillinger undervejs: 5-3, 8-6, 15-11, 16-15 (pausestilling), 20-18, 21-22, 24-24, 27-27, 30-29

Topscorer, KIF Kolding: Chris Jørgensen 7

Mål, Mors-Thy Håndbold: Bjarke Christensen 7, Mads Hoxer 6, Emil Hansson 4, Erik Toft 4, Tim Sørensen 3, Axel Franzén 3, Sander Øverjordet 3, Lasse Pedersen 1

Udvisninger: KIF Kolding 8, Mors-Thy Håndbold 4

Rødt kort: Benjamin Pedersen, KIF Kolding

Mors-Thy kom skidt fra land, og der var bare spillet små fem minutter, da Kolding havde etableret en 4-1-føring.

Anført af den tidligere Aalborg-spiller Chris Jørgensen havde hjemmeholdet ikke nogen problemer med at komme til scoringer, og efter 20 minutters spil var føringen øget til 14-9.

Kolding kom også foran 16-11 fem minutter før pausen, men så reagerede Mors-Thy-træner Niels Agesen ved at tage en timeout, og det fik gæsterne tilbage i kampen.

Rasmus Henriksen fik godt fat i målet med blandt andet en straffekastredning, og i den modsatte ende trådte Mads Hoxer i karakter i sin comebackkamp. Efter at have brændt sine to første skud scorede den unge højreback tre gange, og det var stærkt medvirkende til, at Mors-Thy blot var bagud 15-16 halvvejs i kampen.

10 minutter inde i anden halvleg snuppede Mors-Thy også aftenens første føring siden 1-0, da Bjarke Christensen gjorde det til 22-21, men større blev føringen ikke.

I stedet fulgtes de to hold ad, indtil godt syv minutter før tid, hvor Kolding bragte sig foran 29-27. Det blev også 31-29, men så viste Mads Hoxer igen, hvorfor han har været savnet. Den kommende Aalborg-spiller scorede to gange i træk, og så stod det 31-31.

Mads Hoxer fik også chancen for at sikre gæsterne sejren i kampens sidste sekund, men han måtte se sit forsøg blive reddet af Kolding-målmand Agust Björgvinnsson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden