Tilbagevendt svensker storspillede, da Aalborg hævnede sig mod KIF Kolding

Lukas Sandell fik et forrygende comeback, da Aalborg Håndbold fik revancheret fredagens fadæse mod Ribe-Esbjerg med en sikker sejr over KIF Kolding

Henrik Møllgaard scorede både på frikast og straffekast i mandagens sejr over KIF Kolding. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Henrik Møllgaard scorede både på frikast og straffekast i mandagens sejr over KIF Kolding. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:Det gik ud over KIF Kolding, da Aalborg Håndbold mandag aften rejste sig oven på fredagens skuffende slutspilsstart med 33-33 mod Ribe-Esbjerg i en kamp, hvor en føring på seks mål blev formøblet på tre et halvt minut.

Efter en lige første halvleg var Aalborg Håndbold klart bedst efter pausen i mandagens kamp mod KIF Kolding, der blev slået med 33-28. Lukas Sandell fik et forrygende comeback efter halvanden måneds skadespause med 10 scoringer på 11 forsøg.

Dermed er Aalborg Håndbold noteret for fem point i toppen af sin slutspilspulje.

Aalborg Håndbold - KIF Kolding 33-28

  • Håndbold, HTH Herreligaen, slutspil
  • Stillinger undervejs: 4-2, 6-6, 11-10, 13-12, 17-16 (pausestilling), 19-17, 24-20, 26-21, 29-23, 31-26
  • Mål, Aalborg Håndbold: Lukas Sandell 10, Buster Juul 4, Henrik Møllgaard 4, Kristian Bjørnsen 4, Felix Claar 3, René Antonsen 3, Simon Gade 2 Benjamin Jakobsen 1, Victor Kløve 1, Andreas Flodman 1
  • Topscorere, KIF Kolding: Bjarke Christensen 8, Thomas Boilesen 6.
  • Udvisninger: Aalborg Håndbold 0, KIF Kolding 2
  • Tilskuere: 4523

I forhold til fredagens kamp i Esbjerg var Mads Hoxer blevet føjet til Aalborg Håndbolds skadesliste, mens Aron Pálmarsson heller ikke var med, efter at han ellers gjorde comeback fredag aften.

Til gengæld var Lukas Sandell tilbage på Aalborgs-hold, og med blandt andet et mål fra den svenske højre back kom hjemmeholdet godt ud af starthullerne.

Efter fire et halvt minut stod det 4-1 i aalborgensisk favør, men KIF Kolding havde ikke tænkt sig at give sig uden kamp.

Gæsterne profiterede af, at der sneg sig flere fejl ind i Aalborgs spil, og det var især den tidligere Mors-Thy-fløj Bjarke Christensen god til at straffe med flere kontrascoringer, så KIF Kolding hurtigt fik vendt 1-4 til en føring på 6-5.

Derfra fulgtes de to hold pænt ad. Offensivt blev Aalborgs spil drevet godt frem af den velspillende svenske duo Felix Claar og Lukas Sandell, men de godt kæmpende gæster holdt sig helt inde i kampen. På venstre fløj scorede Bjarke Christensen på det hele, og i bagkæden havde Thomas Boilesen god succes med sine afslutninger, som Mikael Aggefors i et par tilfælde dog burde have gjort mere ved.

Aalborg Håndbolds alderspræsident trådte dog til og sørgede for, at hjemmeholdet fik en føring med ud til pausen. 

Henrik Møllgaard havde et par minutter tidligere udnyttet et straffekast til stor begejstring for tilskuerne i Sparekassen Danmark Arena, og efter tid formåede veteranen såmænd også at få sneget et frikast ind over stregen til en pauseføring på 17-16.

Til gengæld begyndte anden halvleg med en forskrækkelse til Aalborg Håndbold, da René Antonsen måtte forlade banen humpende, men selv uden kaptajnen strammede hjemmeholdet grebet om kampen.

Målmand Simon Gade og hans forsvar fik rigtig godt fat. Unge Victor Kløve havde ikke meget succes offensivt mandag aften, men til gengæld ydede han en fornem præstation som Henrik Møllgaards makker i det centrale forsvar. 

På den måde lagde Aalborg fundamentet til, at man 10 minutter inde i anden halvleg havde øget føringen til 22-18.

Et par unødvendige fejl i angrebsspillet tillod KIF Kolding at reducere til 22-20, men Aalborg, der nu også havde fået René Antonsen i spil igen, satte sig hurtigt på kampen igen. Midtvejs i anden halvleg var hjemmeholdets føring øget til fem mål.

Fredagens spøgelse fra Esbjerg var lige ved at vende tilbage, da KIF Kolding med små tre minutter tilbage kunne have reduceret Aalborgs føring til tre mål, men et par gode redninger fra Simon Gade gjorde, at hjemmepublikummet slap med skrækken.

I stedet kunne Lukas Sandell meget passende afslutte et yderst vellykket comeback med at score sit 10. og kampens sidste mål.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.